Tunnelulykken i billeder

En større svensk personbil lastet med øl og muligvis andre varer forulykkede ved 9.30-tiden på Sydmotorvejen nær Guldborgsundtunnellen på Lollands-siden.

Der var ifølge folketidende.dks oplysninger tale om en soloulykke, som tilsyneladende skyldes en kombination af for høj fart og en overlæsset bil.
Bilens fører, som også var eneste person i bilen, måtte efterfølgende skæres fri af Falck. Det vides ikke med sikkerhed endnu, hvilke skader, han har pådraget sig, men ifølge politiet er han uden for livsfare.

Folketidendes fotograf har talt med politiet på stedet og oplyser, at ulykken skete, da bilen først påkørte en bom cirka 200 meter fra tunnellen og derefter ramte ind i foden til en anden bom længere fremme. Hele bilens højreside er på det nærmeste flået op, og lasten af øl og andre varer er spredt ud på kørebanen.

Der var vejarbejde på stedet, og derfor var der sat afmærkninger op. Om føreren først for sent har set disse afmærkninger eller hvad, der præcist er årsag til ulykken vides ikke.

Tunnellen er nu helt genåbnet for trafik i det nordgående rør og delvist genåbnet i det sydgående. Her forventer man ifølge politeit at åbne helt inden klokken 12.




BILLEDGALERI Se billedgalleri klik på denne tekst

Offentliggjort Sidst opdateret