Turbåden Anemonen - nu også med sæsonkort

 

En tur med Anemonen på de skønne Maribo Søer er der flere og flere, der har fået øjnene op for. Nu bliver det også muligt at købe et sæsonkort. 
- Vi håber at flere lokale borgere vil benytte sig af tilbudet og de mange udflugtsture, der er i Naturparken og på Maribo Søndersø, siger turistchef Karen Albrechtsen. 
- Udviklingen har været god de sidste år, både på indtjening og på antallet af passagerer, men der er stadig plads til flere passagerer, ikke mindst på de daglige ordinære afgangsture, pointerer hun. Med et sæsonkort kan man f.eks. tage kaffen med på båden, invitere børn og børnebørn på oplevelsesture eller besøge Borgø, med den gamle Refshaleborg, uden at det behøver at koste særligt meget. 
- Vi sælger flere bookede ture end tidligere, og det er rigtigt godt. Vi kunne godt bruge flere skoleklasser og lige nu arbejdes på at få nye børneredningsveste til båden, så vi kan udvide mulighederne for at tage flere børn om bord. 
- Det er muligt, fortsætter turistchefen, at vi også kan lave sæsonkort for skoler eller skoleklasser. Nu prøver vi foreløbig med et alment sæsonkort, hvor det bliver muligt at tage et barn under 10 år med gratis. Prisen er 185 kroner og kortet kan bruges på alle ordinære ture, uanset pris. Kortet giver samtidig 50 % rabat på guidede Grønne ture og Grillture. 
Information og salg af kortet kan hentes på Maribo Turistbureau. Her kan også allerede nu købes billetter til en swingende jazztur med de klimavenlige og glade spillemænd fra Scandinavian Rhythm Boys, der er på gyngende grund torsdag og fredag i kommende uge. Der er afgang begge dage klokken 14.30 og 16.00, og den timelange sejltur forsynet med ragtime og bluessamt kendte evergreens og folkeviser samt ikke mindst koldt øl koster 120 kroner, hvis man er i besiddelse af et festivalarmbånd. Uden skal der lægges 30 kroner ekstra. 

Allerede nu kan der købes billetter til en jazztur på Søndersøbølgen blå torsdag-fredag i næste uge.

Offentliggjort Sidst opdateret