Cykelhandler Jan Sørensen fra Fri Bikeshop i Nakskov oplever flere og flere cykelturister, som lægger vejen forbi butikken for at købe udstyr eller få hjælp med reparationer. Foto: Denny Michael JakobsenDenny Michael Jakobsen
Hos Fri Bikeshop i Nakskov mærker man, at der er mange cykelturister, som lægger vejen forbi Lolland i sommerferien.
NAKSKOV: Det er efterhånden ikke et sjældent syn at se turister trampe i pedalerne i det flade lollandske landskab. Flere og flere turister skifter i disse år nemlig bilrattet ud med cykelstyret og tager den tohjulede på ferie.
Det mærker man også hos Fri Bikeshop i Nakskov.
- Vi kan klart mærke, at der er kommet flere cykelturister, hovedsageligt tyskere, som vi har en hel del af. Lige nu står der faktisk en mand ude ved Hestehovedet og venter, som jeg skal ud til. Han er en del af en gruppe danskere, som er på cykeltur, og han har lige ringet, fordi hans cykel er punkteret, fortæller Jan Sørensen, indehaver af cykelbutikken.
Faktisk er sommerperioden ligefrem gået hen og blevet den mest travle tid på året for cykelhandleren, som har haft butikken i 12 år.
- Turisterne har været her altid, men de seneste år er der sket rigtig meget med cykelturismen. Hvis der kommer to turister cyklende, og de har et problem med deres cykel, så tager vi dem ind først, for de skal jo videre, forklarer Jan Sørensen.
Annonce
Cykler gå nærmest som varmt brød i øjeblikket. Her er cykelmekaniker Kim Hansen fra Fri Bikeshop i Nakskov ved at sætte en bagskærm på en cykel, som en kunde lige har købt. Foto: Denny Michael JakobsenDenny Michael Jakobsen
Sliddele og punkteringer
Ud over danskere og tyskere er svenske cykelturister dem, som cykelhandleren oftest støder på.
Cykelturisterne har oftest brug for hjælp til at få udskiftet sliddele, spændt cykelkæden og akutte hændelser som punkteringer og nedslidte dæk.
- Nogle gange kommer folk med noget forfærdeligt udstyr og har kørt fra den ene ende af Danmark til den anden, og så bryder det sammen. I går havde vi en turist, som kom med en cykel, hvor gearet var helt ødelagt. Der måtte vi sælge en ny cykel. Det kan også blive for dyrt at reparere, og så er det næsten billigere at købe en ny cykel, forklarer cykelhandleren.
- Vi oplever også mange, som kommer på elcykler. Indimellem oplever vi, at batteriet er helt færdigt, og så skal de have et nyt batteri, siger Jan Sørensen.
Elcykler er blevet populære, og cykelhandler Jan Sørensen fortæller, at han sælger mange elcykler som denne Batavus-model. Foto: Denny Michael JakobsenDenny Michael Jakobsen
Nyt udstyr
Og så er der også de cykelturister, der har siddet så længe i sadlen, at de har fået ondt i bagdelen og må til cykelhandleren for at købe en pude, de kan lægge i bukserne.
Det er faktisk hver dag, vi har turister inde, som skal have hjælp med noget.
Jan Sørensen, Fri Bikeshop, Nakskov
- Det er faktisk hver dag, vi har turister inde, som skal have hjælp med noget. Det kan også være folk, som skal have nyt cykeltøj, cykelsko eller en ny cykelhjelm, fordi de finder ud af, at deres hjelm er for lille eller for varm at have på, fortæller cykelhandleren.
I det hele taget går det godt i cykelbranchen lige nu beretter cykelhandleren.
- Der er fokus på cyklisme, og vi sælger flere og flere elcykler, og lige nu sælger vi også en del børnecykler inden skolestart. Når Jonas Vingegaard så vinder Tour de France, så skal folk også lige ind og have lidt nyt cykeludstyr. Bare her i formiddag har vi solgt fire cykler, fortæller Jan Sørensen.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub