Tysk turist fik stjålet båd til 30.000 kroner

 En 51-årig tysk turist, som for tiden bor på Vibevej i Hyldtofte, opdagede ved 11.30-tiden torsdag at hans katamaran-sejlbåd er forsvundet fra stranden ved Hyldtofte Østersøbad.

Båden har en anslået værdi af 30.000 kroner.

Den var onsdag aften ved 20-tiden blevet fortøjet til en bøje på stranden, og det anses for usandsynligt at den selv kan have revet sig løs.

Den forsvundne katamaran (båd med to skrog) er 4,8 meter lang og hvidmalet. Masten er syv meter høj, men der var ikke sejl på båden.
Politiet har optaget rapport.




Tyskeren opdagede ved torsdag formiddag at hans katamaran-sejlbåd var forsvundet fra stranden ved Hyldtofte Østersøbad.

Offentliggjort Sidst opdateret