Udeskole og to talenthold
Allerede i det kommende skoleår vil der blive startet to talenthold i Lolland Kommune.
I hvert fald hvis kommunens nye skolestruktur bliver vedtaget, som den er lagt op nu.
Tanken er at oprette to hold med særligt dygtige elever i henholdsvis Maribo og i Nakskov med 25 elever i hver klasse, der skal have muligheder for at blive specielt udfordret. Eksempelvis ved at samarbejde med gymnasier eller erhvervsgymnasium.
Hvert af de to talenthold skal beskrive deres tilbud, der kunne være med naturvidenskabeligt/teknologisk fokus, kreativt fokus, humanistisk fokus eller noget helt femte.
- Talentholdet er noget af det, vi har haft fokus på siden starten af 2018, siger Kasper Roug (S), formand for børne- og skoleudvalget, og fortsætter:
- Vi skal støtte de svage elever, men vi skal også støtte de stærkeste. Det bliver helt fantastisk. Vi får en folkeskole, der tager sig af de allerstærkeste, de svageste, men også af mellemgruppen.
Talentholdene vil koste Lolland Kommune 711.000 kroner årligt fra skoleåret 2019-2020, og midlerne skal dække lønudgifter til egne og eksterne undervisere samt undervisningsmidler.
Men ikke kun de stærke elever skal have bedre vilkår i fremtidens skolestruktur i Lolland. Også specialklasserne skal løftes.
Den nuværende specialundervisning skal deles i to. Ikke som nu, hvor der er to typer af elever i samme klasse.
- De, der blot har svært ved at lære og sidde stille, skal tilbage til almenundervisningen. Vi skal inkludere dem på en god måde.
- Et af de nye tilbud, vi har talt om, er en udeskole. Den skal være for nogle børn, der har det svært i forvejen. De skal ud af deres rammer og bruge deres hænder og lære ved hjælp af praktisk arbejde, siger Kasper Roug.
- Udeskolen skal udvikle børnenes praktiske færdigheder og give dem følelsen af mestring.
Skole- og behandlingstilbud
I den nye skolestruktur skal erhvervsklasserne bibeholdes i to afdelinger.
Men der skal ske en udvidelse af kompetencerne og antallet af elever i erhvervsklasserne. Allerede fra 5. klasse skal eleverne ud i de forskellige typer af erhverv.
De børn, der har det sværest, skal mødes med en blanding af et skoletilbud og et behandlingstilbud.
- Det kan være sansestimulering, massage, afspænding og samtaleterapi. Og med en mere tværfaglig personalesammensætning end i dag.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned