Udgiver kontroversiel bog: Tror nogle vil blive forargede

Knud Oldin har gravet sig ned i historien og udgiver Talsmanden på dansk og tysk. Foto: Anna C. Møhl

Knud Oldin har udgivet "Talsmanden", som han tror vil vække nogen forargelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vi kan bare gå i kirken om søndagen og høre præsten læse op af evangeliet. Eller kan vi?

Knud Oldin, pensionist og bosiddende i Rødbyhavn, har udgivet bogen Talsmanden på dansk og tysk. Bogen kalder Knud Oldin for kontroversiel. Blandt andet fordi han mener, at en himmelfart ikke har fundet sted, og at Maria Magdalena ikke blot var Jesus' ledsager, men også hans halvsøster.

Kom videre

- Det, som præsten prædiker, er 2.000 år gammelt, og jeg synes vi skal komme videre, siger han.

Knud Oldin har gravet sig ned i historien, lånt bøger på biblioteket og udgiver nu "Talsmanden", som han tror nogle vil blive forargede over.

- Vi må være realistiske og indse, at en jomfrufødsel næppe har fundet sted, og at evangeliets Jesus har haft en biologisk far og sandsynligvis ikke en jødisk, men en far af græsk-romersk afstamning. Det forklarer, hvorfor evangeliets Jesus bliver dømt af Pontius Pilatus, siger Knud Oldin.

Det, som præsten prædiker, er 2.000 år gammelt og jeg synes vi skal komme videre.

Knud Oldin, forfatter til Talsmanden

- Det hellige evangelium er ikke helligt, og det kommer ikke fra Gud eller fra Jesus. Det er anden- eller tredjehånds-beretninger, som er hørt og nedskrevet af mennesker, senere genfortalt, omskrevet, redigeret og oversat med tilhørende fejlfortolkninger til følge. Jesus har ikke skrevet noget som helst om sig selv. Her kunne man vel tro, at Jesus slet ikke har levet, men er en opdigtet person, der er bygget videre på. Men sådan er det heller ikke. Jesus har levet, siger Knud Oldin.

God kristen

Han beskriver sig selv som en god kristen, der i mange år var medlem af menighedsrådet og som fortsat hylder folkekirken.

- Kirken er vores kulturarv, og den skal vi bevare og værne om. Kirken hjælper os igennem livet med barnedåb, konfirmation, bryllup og bisættelse. Kirken støtter os i vores kristne tro, men nutidens præster må forstå, at Det Nye Testamente er fra en svunden tid skabt af den tids kirkefædre, skabt for den tids menigheder.