Udpeget af regeringen

Det lysegrønne område nord for Lolland er det nye fuglebeskyttelsesområde. Den mørkegrønne farve omkring Lolland viser eksisterende naturbeskyttelsesområder. Havstrategiområderne ligger i Nordsøen/ Skagerrak og omkring Bornholm. Foto: Kort: Miljøministeriet

Nyt, stort fuglebeskyttelsesområde i Smålandsfarvandet i høring.

Offentliggjort Sidst opdateret

SMÅLANDSFARVANDET Regeringen ønsker at skabe bedre vilkår for den vilde natur i havet og vil udpege 13 områder i Nordsøen og i Østersøen omkring Bornholm som beskyttede havstrategiområder samt seks nye, marine fuglebeskyttelsesområder.

Det eksisterende natur- og miljøbeskyttelseområde i Smålandsfarvandet skal udvides med et stort fuglebeskyttelseområde.

Sideløbende skal Danmark for første gang nogensinde have en plan for de danske farvande. Havplanen skal både styrke den grønne omstilling, beskytte naturen og sikre, at der fortsat er plads til de maritime erhverv.

I havplanen er der udlagt areal til vedvarende energi ved Omø Syd, hvor European Energy ønsker at rejse en havvindmøllepark. Havplanen kommer i høring fra på onsdag, og forslaget til nye beskyttede naturområder er sendt i høring i fredags.

Hos European Energy er man usikker overfor konsekvenserne for havvindmølleparken:

- Vi ser det som positivt, at Erhvervsministeriet har udlagt areal til møllerne i havplanen, men er bekymret for Miljøministeriets fuglebeskyttelseområde, der strækker sig ind over arealet, så vi er ikke sikker på, hvad udfaldet af det omfattende materiale bliver, siger kommunikationsmedarbejder Mathias Aarup Berg.

De nye fuglebeskyttelsesområder udpeges ved bekendtgørelse, der er i seks ugers offentlig høring til 7. maj, mens udkastet til nye beskyttede, havstrategiområder er i 12 ugers offentlig høring til 20. juni.

- Danmark er vigtig ikke bare for de danske fugle men for verdens fugle, fordi vi er et centralt stop på mange trækfugleruter. Der er tidligere blevet gjort alt for lidt for at beskytte trækfuglene. Nu vil regeringen udpege områder, så vi kan passe bedre på for eksempel ederfugle og havlit, siger miljøminsiter Lea Wermelin (S) i en pressemeddelelse.

Hun fremhæver også, at så store fuglebeskyttelsesområder er der ikke blevet udpeget på én gang i årevis.

Fuglebeskyttelsesområderne kommer ud over Smålandsfarvandet til at ligge i Flensborg Fjord, Sejerøbugten, i det nordvestlige Kattegat, ved Rønne Banke og i Skagerrak. Det betyder, at myndigheder som udgangspunkt ikke kan give tilladelse til aktiviteter i området, der kan skade fuglene.

Det vil sige ederfugl, sortand, gråstrubet lappedykker, rødstrubet lom, havlit, mallemuk og storkjove.

Med de seks udpegede fuglebeskyttelsesområder og 13 beskyttede havstrategiområder vil cirka 30 procent af havene omkring Danmark være udlagt til beskyttede områder. I 12 af de 13 havstrategiområder er dele eller hele området strengt beskyttet.

Samlet set vil områderne bidrage til EU's samlede mål om 30 procent beskyttede områder og 10 procent strengt beskyttede.