Udsigt til færre regler glæder viceborgmester

Statsminister Mette Frederiksen bebudede i sin nytårstale et opgør med statslige regler, der giver kommunerne unødigt besvær. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mette Frederiksens nytårstale glæder Vibeke Grave, der er træt af unødigt bureaukrati, som staten har pålagt kommunen.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND - Alt for meget tid går med proces, bureaukrati, kontrol og skemaer.

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale, hvor hun også bebudede, at alle landets kommuner skal kunne blive fri for alle statslige regler på en række velfærdsområder.

Det budskab tager andenviceborgmester Vibeke Grave (S), der også er formand for social- og arbejdsmarkedsudvalget, godt imod.

- Jeg er virkelig tilfreds med Mette Frederiksens udtalelser. Det er rigtigt set, at der er kommet alt for meget bureaukrati i forhold til opgaveløsningen, og jeg har længe syntes, at det er meget bureaukratisk - især beskæftigelseslovgivningen, siger hun og nævner, at hun tidligere har påtalt det store bureaukrati overfor beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Hun fortæller også, at det i forhandlingerne om en konstitueringsaftale i byrådet blev aftalt, at man skal arbejde for at få så meget frihed som muligt. Derfor vil Lolland Kommune være klar til at benytte sig af de nye muligheder, der ikke kommer helt uventet. Alligevel blev Vibeke Grave overrasket over, at regeringen tilsyneladende er parat til meget store forandringer.

- De gik langt i forhold til, hvad man kunne forvente. På ældreområdet er det lige før, men vil slette al lovgivning! konstaterer Vibeke Grave.

Digitale møder vrker

Hun er dog som nævnt helt enig i, at der er behov for at gøre noget. Det har hun selv oplevet på beskæftigelsesområdet, og hun nævner et eksempel med de samtaler, jobcentret skal holde med ledige. Her er der krav om, at det skal ske ved, at borgeren møder op fysisk.

- Man har ikke lov til at lave digitale samtaler, men det er jo ikke formen af samtalerne, der gør, om man kommer i arbejde. Og vi så under corona, at det, at man gjorde det på en anden måde med digitale samtaler, var nogle borgere glade for. Man skulle ikke, men langt de fleste borgere valgte at have det og var glade for det. Og det kan vi godt spare nogle penge og noget tid på, siger hun og nævner endnu et eksempel:

- Vi har noget med, at man skal have gennemført fire samtaler indenfor en vis periode, og at vi skal have fulgt op på sagen indenfor en vis periode. Men det er ikke det, der i sig selv gør, at folk kommer i arbejde.

- Jeg tror, at nogle borgere måske har behov for otte samtaler, og nogle har måske behov for to. Men der ligger nogle krav, som jeg synes er meget bureaukratiske. Man skal kigge på den enkelte, og jeg har været fortaler for, at vi nok selv skulle finde ud af, hvordan vi skal snakke med borgerne og sørge for at få dem i beskæftigelse. Det, de skal måle os på, er, om vi lykkes med det, mener hun.

Krævende visitation

Som sit partis gruppeformand glæder hun sig også over udsigten til at slippe for nogle regler på ældreområdet. For eksempel når det gælder de kvalitetsstandarder, der fastlægger, hvad borgerne kan få af ydelser og hvorfor.

- De kan fylde 100 sider sådan nogle kvalitetsstandarder, og det er jeg ikke betaget af. Jeg synes, vi bruger meget tid på at visitere og justere. Men når du står hos fru Jensen, som har et behov, er det det, du skal tage dig af, og ikke hvad der står i et papir, argumenterer hun.

Kan man komme dertil, vil det også kunne hjælpe på kommunens muligheder for at rekruttere personale, tror hun.

- Der er i dag meget bureaukrati, og både for borgerne og de ansatte kan det her være med til at have en positiv effekt. Jeg tror også, det bliver sjovere at arbejde, når man kan få lov at gøre det, der skal bruges i en situation, siger hun.