Udvalgsformand: Forventer ændringer i krav til foreningerne

Når brugerne af de to sidste kommunale haller har holdt møde med forvaltningen, vil en endelig plan blive præsenteret for politikerne, forklarer Martin Boesen. Arkivfoto: Jan Knudsen

Møderne mellem forvaltning og foreninger skal afsluttes, inden udvalgsformand Martin Boesen (S) vil gå i detaljer med fremtidens drift af hallerne, men han forventer, at der kommer ændringer i den fremlagte plan.

Offentliggjort Sidst opdateret

Snart holdes de to sidste brugermøder om nedskæringer på servicen i Lollands kommunale idrætshaller, og før foreningerne fra henholdsvis Rudbjerg- og Ravnsborghallen er informeret, vil formanden for kommunens fritids-, kultur- og folkesundhedsudvalg, Martin Boesen (S), ikke tale om detaljer i fremtidens serviceniveau.

Forvaltningen er opmærksom på, at det har givet masser af frustrationer, og der har været mange spørgsmål, ligesom at tidsplanen har været presset.

Martin Boesen (S)

- Efter sidste års fire møder om halstrukturen lød en stor del af tilbagemeldingerne på, at foreningerne gerne ville være med til at overtage en del af rengøringen, og eksempelvis lukke ned for omklædningsrum, som ikke var i brug. På baggrund af det valgte udvalget at spare 930.000 kroner på funktioner omkring halinspektørerne, forklarer Martin Boesen.

Efter forvaltningen nu har udmøntet spareplanerne og er begyndt at fremlægge dem for foreningerne i de forskellige haller, står det dog klart, at der langt fra er tilfredshed med hverken planer eller det oplysningsniveau, som foreningsrepræsentanterne er blevet mødt med.

Læs også: Håndboldformand rystet: Omklædningsrum bliver bakteriebomber

- Forvaltningen er opmærksom på, at det har givet masser af frustrationer, og der har været mange spørgsmål, ligesom at tidsplanen har været presset.

Forvaltning skal give svar

Når udvalgsformanden bliver spurgt ind til de enkelte kritikpunkter, er han dog henholdende med at svare. For det vil være upassende at gå i detaljer, når alle foreninger ikke er fuldt informeret.

Når foreningerne klager over, at der meldes ud om store ændringer med kun få dage eller ugers varsel, forklarer Martin Boesen, at tidsplanen ikke har været til politisk behandling. Når han bliver spurgt om, hvem der har ansvaret, hvis nogen brækker benet, fordi en forening måske ikke har saltet godt nok, svarer han, at det er et spørgsmål, som forvaltningen skal svare på.

- Men det kan godt være, at de ikke ved det når de står ansigt til ansigt med foreningerne, men så vender de tilbage med et svar, siger Martin Boesen.

Udvalg skal se endelig plan

Når ugens to sidste brugermøder er afsluttet, er det et ønske fra politisk side, at de udfordringer som foreningerne er kommet med, bliver forelagt for udvalget. Her vil der så blive taget stilling til, om noget skal gøres anderledes.

Betyder det, at den udmelding som foreningerne har fået om hvilke ændringer, der kommer til at ske fra 1. marts, kun er en foreløbig plan?

- Det er i hvert fald en erkendelse af, at vi nok ikke kan bruge samme model til alle haller. Vi bliver nok nødt til at have tilpasninger, men det ændrer ikke ved, at der skal findes løsninger, så vi sparer de 930.000 kroner, svarer Martin Boesen.

Tidligere har der været en masse gamle aftaler, som er indgået mellem de tidligere kommuner og de enkelte hallers brugere, og sådan skal det ikke være fremadrettet. Udvalgsformanden ønsker transparens om aftalerne, så alle kan se, hvor eventuelt har givet mening at fravige de fælles retningslinjer.