Udvikling af campingplads påbegyndt
Der bliver også liv på Maribo Sø Camping i vinter. Luksushytterne med eget bad og toilet vil John og Birgithe Pedersen nu udleje hele året, og så skal der bo tunnelarbejdere i campingvogne. Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Hytteudlejning hele året og plads til tunnelbyggere
MARIBO I december 2019 købte John og Birgithe Pedersen Maribo Sø Camping af kommunen og lukkede sidste søndag næsten ned efter deres første sæson med pladsen.
Ved købet vidste de igenting om de særlige forholdsregler, som pandemien har medført, siden de åbnede pladsen 2. april med Johns søster, Bente Hammer, som bestyrer og ellers nyt personale.
- Det har været en meget anderledes sæson, men vores mange gæster har trods alt fået nogle skønne oplevelser, forsikrer Birgithe Pedersen.
Blandt andet de fire aluminiumskanoer, parret har investeret i, har været udlejet meget og får følgeskab af flere til sommer, og måske også paddleboards, siger John Pedersen.
- Regnskaberne viser, at det er gået lidt tilbage på Maribo Sø Camping, men frem på Kragenæs Marina Lystcamp, fortæller Birgithe Pedersen, der sammen med sin mand har set jazzen i Maribo, konfirmationer, Damptræf på Frilandsmuseet og Madens Folkemøde på Engestofte Gods blive aflyst og overnattende gæster fordufte.
Ud over 11 luksushytter med eget bad og toilet er der cirka 180 pladser til telte og campingvogne at udleje.
- Og vi har haft mange flere i telt i år end før. Da folk ikke kunne rejse udenlands, fandt de deres gamle telte frem - eller købte et billigt nyt - for at prøve campingferien af, fortæller John Pedersen.
Ellers er pladsen i Maribo især en transitplads, der lever af motorvejen og de passerende med campingvogn, som har brug for en enkelt overnatning. Men de har jo ikke været der på grund af rejserestriktionerne, nævner Birgithe Pedersen.
Sælger plads i Kragenæs
Med indførelsen af et nyt online-bookingsystem og reklame via DK-Camp, hvor man finder campingpladser, lykkedes det at få reddet resten af sæsonen i Maribo, og i Kragenæs Marina Camp, som parret har ejet igennem 15 år, har der været en omsætningsfremgang på ikke mindre end 800.000 kroner. Pladsen har parret valgt at sætte til salg.
Det moderne bookingsystem i Maribo gør det også nemmere for personalet, da gæsterne har betalt for overnatningen, inden de ruller ind på pladsen. Det hele skal nok blive bedre, tror parret på, der på sin vis også har været glad for den lidt bløde start i Maribo.
- Hvis der også havde været fuld gang i pladsen her, var det ikke sikkert, at vi havde kunnet leve op til vores egne forventninger, tror Birgithe Pedersen.
Ejerne er i øjeblikket ved at sætte vaskeriet i stand med nye industrivaskemaskiner, og der males. Vaskeriet skal da også bruges i vinter, da der er aftale med Aarsleff om, at nogle af firmaets tunnelarbejdere fra Jylland kan bo i campingvogn på pladsen i vinter. I en bygning med varme på vil de kunne lave mad og gå i bad.
Som noget nyt åbnes der også for bookning af luksushytterne og pladserne udenfor den nye, elektroniske bom hele året. Så der vil være liv på pladsen i vinter.
- Vi har nogle fleksjobbere, som også skal have timer om vinteren, så det er fint, siger Birgithe Pedersen, inden parret fatter hæksaks og motorsav for at beskære de meget tykke hække, der sluger plads på pladsen i Maribo, der åbner fuldt igen 25. marts.
Parret har også stellpladsen til autocampere i Bandholm og glæder sig over, at der nu er så megen rift blandt tyskerne om at købe autocampere, at der er to års leveringstid. Det må på sigt give flere gæster.