Udviklingshæmmede skal samles i ny lokalkreds
Mai-Britt V. Nielsen og Gitte Klitmøller vil starte en lokalkreds af Udviklingshæmmedes Landsforbud. I øjeblikket skal de til Holbæk, hvis de vil møde andre udviklingshæmmede og kæmpe for lokale rettigheder. Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Udviklingshæmmede fra Lolland-Falster må i dag til Holbæk, hvis de vil mødes til socialt samvær og politisk kamp.
LOLLAND-FALSTER Når udviklingshæmmede på Lolland-Falster vil kæmpe for lokale rettigheder, sker det i øjeblikket gennem en lokalkreds, der har hjemme i Holbæk, men sådan skal det ikke være i fremtiden. Det mener Mai-Britt V. Nielsen og Gitte Klitmøller, som har taget initiativ til at stifte en lokalkreds for Lolland-Falster gennem Udviklingshæmmedes Landsforbund.
- Vi synes, at det er galimatias, at vi hernedefra skal helt til Holbæk, og derfor kunne vi godt tænke os at lave en kreds for vores landsdel, hvor vi får så mange som muligt med. Også dem, der ikke bor i bo- & naboskab, siger Mai-Britt V. Nielsen.
For at danne en sådan lokalkreds skal der dog samles nok frivillige til at danne en bestyrelse, og det håber de to initiativtagere vil lykkes. Der var planlagt en stiftende generalforsamling 11. januar på Søndersøhjemmet, men på grund af coronarestriktionerne er det ikke sikkert, at den kan afvikles. Ellers vil man samles så hurtigt, som det bliver muligt i det nye år.
Udviklingshæmmedes Landsforbund har omkring 70 medlemmer på Lolland-Falster, så der burde være grobund for en lokalkreds, og de to kvinder har allerede et hav af idéer til aktiviteter, som man kan kaste sig over.
- Målet er at skabe et sted, hvor vi kan have noget socialt samvær. Det kan måske være en fælles maddag, en tur i teatret eller måske tage sammen til København, siger Mai-Britt V. Nielsen.
Vil råbe politikerne op
- Tanken er, at selv om nogle af medlemmerne normalt har personale på, skal det, vi laver, være personalefrit, forklarer Gitte Klitmøller.
I stedet for skal frivillige hjælpere sørge for, at der er de hænder, som der vil være behov for.
Det handler dog ikke kun om hygge, for der er brug for penge til at hjælpe de udviklingshæmmede. De to initiativtagere vil gerne råbe politikerne op og vise, at der er en gruppe mennesker, som de senere år nærmest føler sig glemt.
Gitte Klitmøller vil gerne kæmpe for, at flere udviklingshæmmede kommer ud på arbejdsmarkedet, for de kan sagtens gøre en forskel. Det er Mai-Britt V. Nielsen helt enig i.
- Mange steder bliver vi tilsidesat, fordi vi er anderledes. Men vi er jo også mennesker, og vi kan sagtens gøre en forskel på en arbejdsplads.
Samtidig har de begge oplevet, hvordan nye tiltag hurtigt bliver fjernet, når der skal findes besparelser på området, og derfor er der behov for en lokalkreds, hvor de udviklingshæmmede kan tage debatten med politikerne, så de bliver hørt, inden besparelserne bliver til virkelighed.
Frygter nyt Rødbygård
De to kvinder bryder sig bestemt ikke om den retning, som det er gået de senere år, hvor de føler, at udviklingshæmmede i stigende grad bliver umyndiggjort og nærmest blot sat til opbevaring.
- Nu har vi år 2022, og min helt store bekymring er, at vi ender med et Rødbygård igen, og at vi bare skal lukkes inde, siger Mai-Britt V. Nielsen.
I jagten på konstante besparelser kan hun sagtens forestille sig en verden, hvor man når frem til, at det er langt billigere at samle de udviklingshæmmede på én stor institution.
- Det er som med dyrene, at så samler man alle i en stor flok. Men bliver det på den måde, har vi enormt mange venner og borgere, som vi kommer til at miste, for det var ikke lykken at leve på den måde.
Derfor er der behov for en lokalkreds i Udviklingshæmmedes Landsforbund, og både Mai-Britt V. Nielsen og Gitte Klitmøller håber, at den bliver en realitet i begyndelsen af det nye år - og gerne med kandidater fra Guldborgsund Kommune, for de to initiativtagere kender mest til Lolland og vil derfor gerne have bestyrelsesmedlemmer fra nabokommunen.
Seneste artikler
Borgmesterens bedste råd: Tag ikke telefonen ved ukendt nummer
Ingen børn skal stå på sidelinjen: Fond giver stor donation
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Bridgerton-seriebanger på lollandsk
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland