Ugle-entusiasten Robert har store planer, men han understreger én ting

Robert Ølholm lever af sit ugleshow, men drømmer om at kunne holde sit uglecenter åbent. Privatfoto

Selvom han netop har hentet endnu en ugle til samlingen, har Robert Ølholm ikke akut brug for mere plads. Men han drømmer om at holde Scandinavian Owl Center mere åbent, og det kræver en bedre placering end i Rødby.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er nok at se til for Robert Ølholm i disse dage, og derfor er det også på en noget skrattende forbindelse fra Belgien, det lykkedes Folketidende at fange ejeren af Scandinavian Owl Center.

- Nej, jeg holder ikke ferie. Jeg er nede at hente en ugle, fortæller han.

Og det er ikke fordi, han har fået mere plads - endnu. Lige før ferien stod det nemlig klart, at Guldborgsund Zoo fremover bliver en filial af Pangea Park. Robert Ølholm var ellers også interesseret. 

- Jeg kender drengene fra Pangea, for jeg har hjulpet dem med både ugler og slanger og vi er rigtig gode venner. Det bliver fint, at de overtager Zoo.

Hvad så med dig og planerne om at udvide?

- Jeg må lige understrege, at jeg holder af Rødby og folk, der bor her. De hjælper os, og vi hjælper dem, men jeg har brug for mere plads. Cirka en hektar jord og et lille fint hus. Vi leder efter noget på Falster. Det er også fordi, at vi gerne vil holde åbent udover prebooked. Men det kan vi ikke trække kunder herned til, mener han.

Lever af det på Lolland

At Knuthenborg og Laladia kan trække kunder til, skyldes i Robert Ølholms øjne, at det er heldagsoplevelser. Det vil han ikke være, og derfor er det mere fordelagtigt at slå sig ned i nærheden af lignende tilbud, såsom Krokodille Zoo.

Kan du leve af det, som det er nu?

- Jeg plejer at sige, at jeg kan leve af det på Lolland.

Alligevel vil han altså gerne til Falster og leve af det.

- Vi holder lidt øje, men jeg tror ikke det bliver lige nu, siger han, der mistede adskillige ugler under oversvømmelserne i vinter. Blandt andet et harlekinugle-par med en værdi på 90.000.kroner. Han fik ikke alene en økonomisk, men også en mental mavepuster.

Vi holder lidt øje, men jeg tror ikke det bliver lige nu,

Robert Ølholm, ejer af Scandinavian Owl Center

- Jeg er kommet videre, men hvis de begynder at tale om vand i vejrudsigten, er jeg vågen hele natten, lyder det.

Vejrudsigterne ser lovende ud, og ugleentusiasten får nok at se til i de kommende uger, hvor både Lalandia og Marielyst Streetfood er fast på programmet med ugleshow hver fredag. Ligesom han også snart lægger vejen forbi både Gedser Torv og Lystskoven ved Rødby med sine ugler.