Ukrainsk mor til fem børn opsøgte skoleleder

Vikki Jensen blev første skoleleder i kommunen til at blive kontaktet af en ukrainsk mor, der har taget flugten fra krigen. Et bredt flertal i Folketinget vil sikre ukrainske børn ret til skolegang, men lovgivningen er ikke på plads endnu. Foto: Claus Hansen

Ville gerne høre om mulighed for skolegang - Men skolerne er ikke klar til at tage i mod ukrainske flygtninge.

Offentliggjort Sidst opdateret

HORSLUNDE En ukrainsk mor til fem børn i alderen 3 til 15 år mødte i onsdags op på Horslunde Landsbyordning for at se og høre om mulighederne for pasning og skolegang.

Skolelederen Vikki Jensen var glad for interessen fra kvinden, som sagde, hun nu boede i Sandby, og som kom sammen med en anden ukrainer, som talte både dansk og ukrainsk. Hun tog en snak med dem, men derudover kunne hun ikke umiddelbart gøre yderligere.

- Vi har vidst, at de kommer (mødre og børn på flugt fra krigen i Ukraine, red.), men jeg skal først høre Lolland Kommune ad, hvordan det skal håndteres, fortæller Vikki Jensen.

Hun oplyser, at det har været oppe at vende til ledermøder blandt kommunens skoleledere, at netop denne situation var i vente.

- Så vi har gjort os nogle tanker, understreger hun.

Ifølge Espen Fossar Andersen, sektorchef for Skole og Dagtilbud i Lolland Kommune, er henvendelsen til Horslunde Landsbyordning den første af slagsen lokalt.

- Jeg er p.t. ikke vidende om andre institutioner end Horslunde Landsbyordning, der er kontaktet af en ukrainsk familie, siger Espen Fossar Andersen.

Ifølge ham har hverken Lolland eller landets øvrige kommuner dog svar parat på, hvordan de ukrainske børn skal håndteres.

- Vi afventer nærmere instruks i forhold til, hvordan vi skal håndtere situationen, fortæller sektorchefen.

Folketinget skal nemlig først behandle en særlov 15. og 16. marts.