Ungdomsbureauet vil høre, hvad de unge vil have

Naturskolen med sine sheltere kommer til at danne rammen om en ungdomscamp. Foto: Anders Knudsen/arkiv

Indbyder unge over 15 år til ungdomscamp på Naturskole.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Hvad er det gode ungdomsliv på Lolland? Og hvad vil de unge på Lolland egentlig gerne have?

De spørgsmål har Lolland Kommune - og kommunerne før den -stillet i årevis uden rigtig at få kontakt. Nu er Lolland Ungdomsskole, Lolland Kommune og Ungdomsbureauet gået sammen om at arrangere en ungdomscamp på Naturskolen fra 8. til 9. april, hvor unge fra 15 år og opefter inviteres til at komme og byde ind med idéer.

Støttet af fond

Ungdomsbureauet er i gang med at få de unge på ungdomsuddannelserne i kommunen med på campen. Ungdomsbureauet er en organisation fra København, der arbejder på at engagere unge rundt om i Danmark. Bedst kendt er Ungdommens Folkemøde i Valbyparken.

Ungdomsbureauet har fået støtte af Lauritzen Fonden til projektet "Mangfoldigt engagement", der i tre kommuner - Esbjerg, Helsingør og Lolland - skal få de unge til at gøre noget for dem selv på tværs af grupperinger og uddannelsesskel.

- Vi prøver på at få de unge i tale. Derfor arrangerer vi nu en camp, hvor de unge kan samles og planlægge nogle ting sammen, siger projektmedarbejder Alberte Bennedsen fra Ungdomsbureauet, der håber, at campen blot bliver startskuddet til en initiativrig ungdomsgruppe på Lolland.

Hun håber at se flere unge, som ikke normalvis deltager i den slags.

- Vi prøver at se, om vi kan blande en lidt mere mangfoldig ungegruppe, så det ikke kun er de meget politisk engagerede unge, som synes, at det, vi laver, er fedt, fortsætter hun.

Ungdomsbureauet samarbejder med Greenhouse og Huset på Blegen.

Projektgruppe af unge

Campen på Naturskolen skal være startskuddet til en projektgruppe af unge, der skal udvikle initiativer til de to huse. På campen vil de unge kunne brainstorme, idégenerere og lære hinanden at kende. Der vil også blive oplæg med folk udefra, som kan inspirere til nye og anderledes aktiviteter.

- I København er der så mange muligheder for unge. Vores indtryk er, at der er mange unge, der gerne vil noget på Lolland. De ved bare ikke helt, hvor de skal gå hen. Så de ender med at hænge lidt ud på stationerne og sådan. Det kunne jo være fedt, om de kunne få deres eget sted ... hvis det altså er det, de har brug for, siger Alberte Bennedsen.