På filmen fra "Red Barnet" blev det at få delt nøgenbilleder illustreret af en pige, som gik nøgen rundt på sin skole. Hendes billeder var blevet delt af en kæreste, hun havde tillid til. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
- Det handler om at kigge indad og være en god kammerat. Det er ikke altid, man kan regne med, at hjælpen er lige ved telefonen, og så må man selv gøre noget, sagde kursusleder
Birgitta AndersenBirgittaAndersen
OffentliggjortSidst opdateret
MARIBO Selv for voksne kan det være svært at navigere i livets mange dilemmaer og problemer - og som teenager kan det føles nærmest uoverskueligt.
Derfor var BorgerBeredskabet tirsdag på besøg hos 8. klasserne på Sankt Birgitta Skole i Maribo. På kurset "Kriseparat Ung" lærte eleverne at navigere i en række situationer, som de, deres kammerater og familier kan komme ud for.
Idéen med kurset er at gøre de unge i stand til at gøre noget, når de kommer ud for de udfordringer, livet kan sende i deres retning.
- Handler du, eller stivner du? spurgte kursuslederen Christian Stande Mogensen fra BorgerBeredskabet.
BorgerBeredskabet er en indsats under Beredskabsforbundet, som skal gøre danskerne bedre rustet til at handle i kriser, ved hjælp af målrettede kurser til eksempelvis skoler, boligforeninger og arbejdspladser. Det aktuelle kursus er målrettet unge fra 7. klasse op til og med efterskolerne.
Annonce
Kurset handler blandt andet om sociale medier, vold, stoffer, alkoholisme, terroranslag, ulykker og brand. For hvordan reagerer man som ungt menneske egentlig, når noget går helt galt? Handler man, eller stivner man? Slås man med det selv - eller beder man om hjælp? Er man en god kammerat, der siger fra - eller lader man som ingenting for ikke selv at få ørerne i maskinen?
Et af de problemer, de unge har tæt inde på livet, er farerne på de sociale medier. Her lurer mobning, deling af nøgenbilleder, pædofile, lukkede grupper, der inspirerer til selvskade, og meget andet.
"Du er medlem af en lukket facebook-gruppe, hvor der deles billeder og videoer. Du opdager, at der bliver delt billeder af én, du kender. Hvad gør du?", stod der på et af de spørgsmålskort, de unge fik til debat.
"Du eller din ven bliver dagligt udsat for ubehagelige sms'er og kommentarer på Facebook - hvad gør du?", stod der på et andet.
- Det her handler om at sætte ord på det og turde sige fra. Det kan man have svært ved i alle aldersgrupper, sagde kursuslederen.
De unge var helt med på, at de hurtigt kan komme i en situation, der kan virke uoverskuelig.
Flere af dem har enten oplevet selv at stå i en krise eller være vidne til en ulykke - eller også kender de en kammerat, der har. Og i en lille by som Maribo kan rygter om en anden ung, der har oplevet noget slemt, hurtigt fylde tankerne med bekymringer: "Hvad nu, hvis det sker for mig eller min ven?".
Frederikke Andersen, Liva Titussen, Oskar Hansen og Mikkel Jepsen var ikke tvivl om, hvor de vil gå hen, hvis der opstår problemer.
- Når man er barn, føler man ikke rigtigt, man har magt til at gøre noget. Men jeg ville nok snakke med mine forældre eller politiet, sagde Frederikke til spørgsmålet om, hvad de unge ville gøre, hvis de vidste, at en kammerat blev udsat for vold derhjemme.
Svaret på de forskellige dilemmaer lød igen og igen, at de unge vil henvende sig til en voksen, når det brænder på. Men forældrene er ikke altid førstevalget.
Annonce
- I teenageårene stoler man rigtig meget på sine venner ... og forældrene kan virkelig bare være irriterende, sagde Liva Titussen, og de andre nikkede samstemmende.
- Men så har vi jo sådan noget som SSP eller ATK. Dér er voksne, vi kan tale med, sagde Mikkel.
Igen og igen lød det fra de unge, at det er vigtigt at have voksne, man kan stole på, når problemerne vokser en over hovedet. Det tillidsrum prøver lærerne og skolen at skabe, fortæller lærer Helle Frederiksen.
- Vi føler os lidt frem i forhold til, hvad der fylder meget hos de unge. Og vi prøver at være meget opmærksomme på elever, som ikke trives. Vi har tre ATK-lærere ansat og snakker meget med de unge i enrum, fortæller hun.
- Vi oplever, at vores elever er meget åbne og gode til at fortælle, hvis noget er galt, fortalte læreren, der også fik et indblik i, hvad man som voksen kan gøre for at hjælpe, når livets store kriser banker på hos et ungt menneske.
Kursusleder Christian Stande Mogensen fra BorgerBeredskabet fortalte tirsdag eleverne i 8. klasse på Sankt Birgitta Skole om, hvordan de skal handle, når en krise opstår. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Oskar Hansen, Mikkel Jepsen, Frederikke Andersen og Liva Titussen fra 8. X har ikke selv oplevet noget voldsomt ske ... men de har hørt om unge, som har, og det sætter tankerne i gang. De fire havde dog helt styr på, at det af og til er bedst at hive fat i en voksen. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
På kortene fik de unge mennesker nogle dilemmaer, de skulle debattere inden for emner som vold, SoMe og stoffer. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Seneste artikler
Mike, Cecilie og Peter støttede op om nyt pride-initiativ
Brand i Nykøbing: Naboer hjalp til fra begge sider af hækken
Regnbue Bar fyldte Markedshallen: - Nu må vi kun lukke fem mere ind
Værested afholdt loppemarked: - Om man går i jakkesæt eller kun lige har til dagen og vejen, vil vi gerne hjælpe
Deler gratis spande ud for at undgå tilstoppede toiletter
Mest læste artikler
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel
Nu er bjørnene kommet: - Jeg har gåsehud
Lang kø til åbning af butik
Bordelkontrol førte til anholdelse af 30-årig kvinde