Våbenhvile i museumskrigen

Hvad skal ind, og hvad skal ud af Havnebygningen? Foto: Jan Knudsen

Fremstrakte hænder på statusmøde for Nakskov 2030-projektet.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Stemningen i teatersalen blev ikke den bedste i går, efter af direktøren for Nakskov 2030 havde talt i en time om projektet, og der blev åbnet for at stille spørgsmål.

Nakskov Skibs- og Søfartsmusem og Peter Freuchen Selskabet føler sig fortsat dårligt behandlet over, at de bliver smidt ud af Havnebygningen, hvor der fremadrettet er plan om café/restaurant, mødelokaler og et nyt besøgscenter med et nyt museum ved Museum Lolland-Falster.

Men mødet endte ud i en form for våbenhvile og fremstrakte hænder.

Direktør Tim Jeppesen oplyste, at A.P. Møller Fonden bidrager med 32 millioner kroner til renoveringen af bygningen, hvor ombygningen til det nye formål forventes at begynde i anden halvdel af 2022, så der bliver ibrugtagning medio 2023.

- Meningen med besøgscentret er at give en smagsprøve på, hvad området har at byde på, og tanken er at tilføre museumsfaglig viden til formidlingen af skibs- og søfartshistorien og indsætte den i en større nakskovsammenhæng, sagde Tim Jeppesen indledningsvist.

Museet skal eksempelvis også formidle historien om fjorden og befæstningen, der skulle sikre Nakskov mod militære angreb.

- De genstande fra søfartsmuseet, der ikke integreres, finder kommunen andre lokaler til, og vi forsøger at tænke Peter Freuchen Selskabet sammen med søfartsmuseet i de lokaler. Vi undersøger to steder og håber, at vi kan udvikle dem sammen med foreningerne, lød det fra Tim Jeppesen.

Formanden for søfartsmuseet var forhindret i at deltage i mødet, men formanden for Peter Freuchen Selskabet, Otto Paludan, undrede sig over, at man begynder med at lukke et museum, når målet er at trække turister til.

- Det er fint, at en privat har købt Toldboden, men det gør mig ked af det, hvis søfartsmuseet skal ud. Bliver der dialog? spurgte han.

Tim Jeppesen:

- Jeg bruger ikke den formulering, at I er blevet smidt ud. Det, I fortæller, skal vi stadig have i bygningen. Vi forsøger at invitere til, at museet bliver integreret, men vi vil også gerne give formidlingen en bemanding og museumsfaglig kompetence.

- Museet har i dag 700 til 800 gæster om året. Det vil sige to til fire om dagen. Målsætningen for Museum Lolland-Falster er, at besøgscentret skal have 25.000 besøgende om året.

Tim Jeppesen tog imod opfordringen om at inddrage kulturudvalget. Foto: Nakskov 2030

Ikke plads

Otto Paludan konstaterede, at i stedet for at sige, at de bliver smidt ud, så kunne de se, at der ikke var plads til dem, da arkitekttegningerne lå klar og foreslog, at man også kunne prøve at modernisere museet i nye lokaler.

Tim Jeppesen:

- Det er jo det, vi prøver.

Formanden for fritids- og kulturudvalget, Tine Vinther Clausen (V), tog ordet og sagde, at hun havde lyst til at bygge en lille bro og opfordrede Nakskov 2030 til at huske politikerne, der sidder i fagudvalgene.

- Ræk en hånd frem til os. I fritids- og kulturudvalget har vi ansvaret for foreningerne, men jeg må sige "fisk" til Otto Paludan, hvis han skriver til mig, for jeg er ikke orienteret. Vi er der altså og vil gerne inddrages. I øvrigt er vi også i gang med at lave en strategisk plan for kunstværker, og jeg hører, at du taler om en mulig kunstrute til Hestehoved.

Tim Jeppesen tog straks imod tilbuddet, men museumsinspektør Leif Plith Lauritsen fik drysset lidt mere saltvand i såret:

- Museet startede med et dialogmøde, og Otto, I skal også række ud. Det er et spørgsmål om at kommunikere i stedet for at gå i baglås.

Otto Paludan:

- Leif, vi er ikke gået i baglås. Vi har sendt flere mails til museet og 2030, som vi ikke har fået reaktion på.

- Det her handler meget om følelser og føles næsten som et overgreb, slog Tine Vinther Clausen fast.

- Man vil lave noget supersmart, der er flottere og nok også får flere gæster og vil tage det mest sexede fra samlingerne. Der må sættes flere møder af for at nå en fælles forståelse, så vi føler os trygge, opfordrede hun.

Tim Jeppesen:

- Det er et godt råd.

- Otto, jeg synes, at du skal sende de mails igen. Vi håber, at der er folk, der brænder for det, der vil være med til at formidle. Så send de mails igen, lød det fra museumsinspektøren.

Anna Arnecke fra søfartsmuseet spurgte, om man ikke så perspektiver i et større søfartsmuseum. Det blev afvist med, at det vil fonde ikke støtte.

Læs også artiklen "Resort på Hestehoved" i torsdagens Folketidende