Vagtmand hyret til årsmødet

- Vi ønsker bare, at det igen kan blive stille og roligt med lidt fiskeri og hygge her i Tårs Havn, siger bestyrelsesmedlem Jens Davidsen (yderst til højre), der her har taget opstilling ved havnebassinet sammen med havnefoged Jan Poulsen (i midten) og bestyrelsesformand Niels Rahbæk-Andersen (til venstre). Foto: Lisbet Rasmussen

Bølgerne går højt i fiskeri- og lystbådehavn. For at sikre, at kun de inviterede til generalforsamling lukkes ind, har bestyrelsen valgt at hyre en vagtmand.

Offentliggjort Sidst opdateret

TÅRS Der har længe været ufred og trakasserier blandt havneliggerne i Tårs Fiskeri- og Lystbådehavn.

Det begyndte sidste sommer med en tvist mellem to af de faste havneliggere og kulminerede i sidste uge, hvor den ene af tvistens kombattanter, Ole Paulsen, indrykkede en annonce i Ugeavisen Lolland med følgende ordlyd:

"Generalforsamlingen i Tårs lystbådehavn lørdag d. 26. marts er ikke lovligt varslet, og bestyrelsen er anmeldt for bedrageri og moms unddragelse. Mød op og giv din stemme. På havneliggernes vegne - Ole Paulsen".

Det fik formanden for havnens bestyrelse, Niels Rahbæk-Andersen, op i det røde felt.

Han henvendte sig til Ugeavisens ledelse med trussel om anmeldelse for bagvaskelse, hvis ikke avisen prompte kom med en saglig udredning af forholdene i Tårs Fiskeri- og Lystbådehavn.

Det har dog vist sig at være en nærmest umulig opgave, da grove beskyldninger, som ikke skal refereres her, flyver gennem luften eller udspyes via telefonforbindelsen, når man forsøger at få rede på den reelle konflikt blandt både havneliggerne og bestyrelsesmedlemmerne.

- Vi ønsker bare, at det igen kan blive stille og roligt med lidt fiskeri og hygge her i Tårs Havn, siger bestyrelsesmedlem Jens Davidsen (yderst til højre), der her har taget opstilling ved havnebassinet sammen med havnefoged Jan Poulsen (i midten) og bestyrelsesformand Niels Rahbæk-Andersen (til venstre). Foto: Lisbet Rasmussen

Regnskab og indkaldelse

Til at begynde med kan det konstateres, at generalforsamlingen i den selvejende institution Tårs Fiskeri- og Lystbådehavn er lovligt indkaldt.

Ifølge vedtægterne skal "generalforsamlingen varsles mindst 14 dage i forvejen enten ved annoncering eller ved skrivelse til hver enkelt bruger".

Dette er sket, da de omkring 45 brugere af havnen - de såkaldte havneliggere - har modtaget hver en e-mail med indbydelse til generalforsamlingen.

Om anmeldelsen for bedrageri og moms-unddragelse bedyrer bestyrelsen, at havnens regnskaber er godkendt og helt efter bogen - med revisorpåtegning.

Usikkerhed om medlemskab

Ole Paulsen, som har indrykket avisannoncen, er dog af en anden mening.

Han anser sig selv for at være havneligger i Tårs, selv om han ikke har haft en båd liggende i havnen siden sidste sommer, hvor han ifølge flere bestyrelsesmedlemmers forklaringer blev smidt ud af havnen. Han har derfor ikke modtaget indbydelse til generalforsamlingen på lørdag.

Ole Paulsen henholder sig til vedtægterne, hvor der står, at "ret til liggeplads i havnen gives til personer, der indbetaler et startgebyr," der for tiden er på 2.000 kroner.

- Det har jeg gjort, og derfor er jeg stadig havneligger i Tårs og har derfor også ret til at deltage i generalforsamlingen, siger Ole Paulsen.

Deri er bestyrelsesformanden ikke enig.

- Vi ønsker ikke, at Ole Paulsen skal være medlem af Tårs Havn, slår Niels Rahbæk-Andersen fast.

Tvist eskalerede

Det var i sin tid en uenighed mellem to menige havneliggere, som siden har vokset sig til nærmest uløselighed.

- Tonen har været grim, og der har været øretæver i luften, fortæller bestyrelsesmedlem Jens Davidsen, som mener, at det hele kunne løses hurtigt, hvis Ole Paulsen blot ville acceptere, at han er blevet opsagt som medlem af Tårs Havn, fordi han adskillige gange har forbrudt sig mod havnens ordensreglement.

Nogle, heriblandt den tidligere havnefoged i Tårs, mener dog ikke, at Ole Paulsen har forbrudt sig mod havnens ordensreglement. Desuden er han af den mening, at konflikten har eskaleret unødigt, fordi bestyrelsesformand Niels Rahbæk-Andersen blandede sig i den private konflikt mellem de to havneliggere og tog parti for Ole Paulsens modstander.

Bevogtet generalforsamling

- Det er vanskeligt at få folk til at stille op til bestyrelsesposter, og det gør det bestemt ikke lettere med al den polemik og ufred, sukker Jens Davidsen, mangeårigt bestyrelsesmedlem af Tårs Fiskeri- og lystbådehavn.

Han håber dog, at generalforsamlingen vil blive præget af de visioner, som man har for den lille havn. Blandt andet at man fremover vil gøre mere for at inddrage det omliggende samfund i havnens aktiviteter og udvikle mulighederne for de turister, der i stigende grad lægger vejen forbi Vestlollands hyggelige, lille havn på cykel, i autocamper eller med bådtrailer.

Både Ole Paulsen og bestyrelsen håber på, at de omkring 45 medlemmer af havnen inklusive ægtefæller vil møde op til generalforsamlingen, som vil være bevogtet.

For at sikre, at kun de inviterede lukkes ind, har bestyrelsen nemlig valgt at hyre en vagtmand til 1.000 kroner, som skal stå i døren, når generalforsamlingen begynder lørdag 26. marts klokken 10 i Sandby Kulturhus.