Vasker hænder i toiletsag
- Hvis ikke politikerne får den fulde forklaring, er det godt nok svært at træffe gode beslutninger, påpeger formanden for børne- og skoleudvalget Thomas Østergaard (S). Arkivfoto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Børne- og skoleudvalget har ikke vidst, hvor galt det stod til med toiletforholdene på Stormarkskolen, siger udvalgsformand Thomas Østergaard (S). - Ellers var der skredet ind fra dag ét.
NAKSKOV: Selv om elevtoiletterne i kælderen på Stormarkskolen i flere år har figureret på børne- og skoleudvalgets liste over anlægsønsker, kommer det bag på udvalgets medlemmer, at toiletforholdene er så kritisable, som de er. Det oplyser udvalgsformanden, efter Folketidende har beskrevet, hvordan eleverne på mellemtrinnet og i udskolingen må trækkes med alt for få og nedslidte toiletter med manglende døre og graffiti med seksuelle referencer.
- Jeg hører første gang om de forhold her, da jeg læser om det i avisen, siger børne- og skoleudvalgsformand Thomas Østergaard (S).
For nok har ønsket om renovering af elevtoiletterne været kendt, men det har alvorsgraden bag ønsket ikke, påpeger han. Han mener derfor, at både børne- og skoleudvalget og økonomiudvalget burde have været bedre oplyst.
Kan ikke reagere uden rette viden
- Hvis ikke politikerne får de korrekte oplysninger om, hvordan tingene står til, kan de jo ikke reagere på dem, siger han og tilføjer:
- Jeg vil godt lægge hovedet på blokken: at for alle politikere i begge udvalg, der var de forhold, der blev beskrevet i avisen, nye. De var i hvert fald nye for hele børne- og skoleudvalget.
Vil det sige, at det skriv, som elevrådet lavede i 2022, det har børne- og skoleudvalget ikke set?
- Jeg kan ikke huske, at jeg har set det - og det er jo med fare for, at der er noget, jeg glemmer, men jeg kan ikke huske, at jeg har set det.
Og idéoplægget fra H+ Arkitekter, som skolen i 2020 bekostede, det har børne- og skoleudvalget heller ikke set eller hvad?
- Jeg kan ikke huske, at jeg har set det.
- Den fortælling, der har ligget bag, har jeg i hvert fald ikke fået. Så vi politikere har ikke fået anledning til at tro, at det var så kritisabelt.
Vi politikere har ikke fået anledning til at tro, at det var så kritisabelt.
Thomas Østergaard, formand for børne- og skoleudvalget
Hvordan kan det gå til, at børne- og skoleudvalget hverken har set skriv eller idéoplæg?
- Jeg kan være i tvivl, om det er kommet videre fra sektorchefen til det politiske niveau. Så hvis jeg var dig, ville jeg ringe til sektorchefen (for Skole og Dagtilbud i Lolland Kommune, red.) og spørge, hvad der er gået galt.
Hvad synes du om det?
- Det synes jeg er dybt kritisabelt, siger udvalgsformanden.
- Hvis vi havde vist - og det er jeg fuldstændig overbevist om også gælder økonomiudvalget, at det stod til, som der står beskrevet i avisen, så var der skredet ind fra dag ét.
Folketidende har kontaktet sektorchefen for Skole og Dagtilbud i Lolland Kommune, Espen Fossar Andersen. Han ønsker ikke at kommentere beskyldningen om, at børne- og skoleudvalget skulle være mangelfuldt informeret.
Kort om processen omkring anlægsønsker:
- Det er børne- og skoleudvalget, som drøfter, prioriterer og indstiller listen over anlægsønsker på børne- og skoleområdet.
- Det er økonomiudvalget, der foretager de endelige prioriteringer og træffer de endelige beslutninger omkring bygninger og service for samtlige udvalgsområder i hele kommunen.
Seneste artikler
Stor havnedag trak flere tusinde til byen
Michael Mix jagter nye højder: Den dobbelte Danmarksmester vil på podiet til EM
Miljøminister: Så kort tid overlevede hvalen Timmy efter stor aktion
”Velkommen hjem” lyder det i gågaden: Annette Heick debuterer i Nykøbing-revyen
Verner holder liv i krudtrøgen: Han er bidt af særlig hobby
Mest læste artikler
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
Værtshus inviterer til dildoparty
Susan åbner Madkassen
Lokal Rema 1000 snupper førstepladsen for andet år i træk
59.500 kroner til NFC-formand blev bogført som rengøring