Venter fortsat på ministersvar om togbus

Den sidste togbus kørte fra Rødby Færge Station 11. december sidste år. Foto: Anders Knudsen/arkiv

René Christensen har endnu ikke fået svar på ministerspørgsmål.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBYHAVN 11. december kørte den sidste togbus fra Rødby Færge Station i Rødbyhavn, men allerede 3. december bad folketingsmedlem René Christensen (DF) daværende transportminister Benny Engelbrecht (S) om svar på den fremtidige betjening af stationen med togbusser.

Ved årsskiftet kom et foreløbigt svar, der oplyser, at det har ikke har været muligt indenfor svarfristen at besvare spørgsmålet, og at spørgsmålet forventes endeligt besvaret inden for fire uger.

Der er dog fortsat ikke kommet noget svar, og i mellemtiden har Trine Bramsen (S) overtaget posten som transportminister.

- Jeg synes efterhånden, at jeg mangler svar på spørgsmålene. Nu er der selvfølgelig kommet ny transportminister, men det er lidt irriterende, fortæller Rene Christensen.

De to spørgsmål, René Christensen har stillet til transportministeren, lyder: "Vil ministeren sikre, at uddannelsessøgende og borgere, der skal til og fra arbejde særligt på færgerne, og andre rejsende på strækningen Rødbyhavn- Nykøbing Falster får en ordentlig betjening og rejsetid?" og "Vil ministeren sikre, at der stadig er togbusser på strækningen Rødbyhavn - Nykøbing Falster frem mod færdiggørelse af banestrækningen?"

- Jeg ved godt, transportministeren spørger DSB, men det er kritisabelt. Vi bliver jo lovet svar indenfor fire uger, men nogle gange siger min erfaring mig efterhånden, når der går lang tid, så er det faktisk også, fordi der bliver arbejdet seriøst med forslaget. Så det kan også være, at de vil give os et svar, vi kan blive glade for. Det kan man i hvert fald håbe, fortæller René Christensen.

Nedlæggelsen af togbussen kom samtidig med DSB's nye køreplan. Den betyder, at de pendlere, der tager med offentlig transport mellem Rødby Færge Station og Nykøbing, nu har en samlet rejsetid på cirka 1 time og 13 minutter mod de tidligere 23 minutter i tog eller 47 minutter i togbus.

Nedlæggelsen af togbussen betyder nu en samlet rejsetid fra banegården i Nykøbing til Rødby Færge Station på cirka 1 time og 13 minutter mod de tidligere 23 minutter i tog eller 47 minutter i togbus. Foto: Anders Knudsen/arkiv