Lolland International Community samler alle, der er kommet til Lolland fra resten af verden. Men de vil gerne have flere lollikker til at deltage i deres arrangementer. Her er der sommerhygge ved badeanstalten i Maribo. Foto: International Community Lolland-FalsterLolland International Community
International Community Lolland-Falster samler alle af international herkomst, der bosætter sig på Sydhavsøerne. Men de vil gerne have flere lokale med.
LOLLAND-FALSTER: Mandag aften var der "suppe og sang" på musikskolen i Maribo. Arrangørerne var musikskolen i samarbejde med International Community Lolland-Falster, så der blev sunget med mange næb på mange sprog.
Foreningen International Community Lolland-Falster har til formål at byde tilflyttere fra hele verden velkommen på Lolland og få dem til at føle sig hjemme i deres nye samfund på Sydhavsøerne. Mottoet er "Building Bridges across Cultures" ("Bygge bro på tværs af kulturer", red.).
Idekvinden til International Community Lolland-Falster er den dansk-gifte amerikaner Candice Progler Thomsen, der grundlagde gruppen sidste år. Ægteparret er nu flyttet til Qatar, hvor hun har fået arbejde på et universitet. Derfor er ansvaret for gruppen givet videre - og Candices gode ide fortsætter med at blomstre.
Foreningens facebookgruppe har nu næsten 300 medlemmer, og det har i de seneste måneder kunnet mærkes, at Femern-byggeriet, Storstrøms-byggeriet og et væld af virksomheder trækker international arbejdskraft til Sydhavsøerne i disse år.
- Vores medlemsskare er vokset med 50 mennesker bare siden juli i år. Det er meget for så lille en organisation, siger Summer Juul Andersen.
Annonce
Vores medlemsskare er vokset med 50 mennesker bare siden juli i år. Det er meget for så lille en organisation.
Summer Juul Andersen, bestyrelsesmedlem, International Community Lolland-Falster
Til nu har International Community Lolland-Falster holdt til i Greenhouse i Maribo. Men lokalerne er ved at blive for små. Så der ledes med lys og lygte efter andre. Foto: International Community Lolland-FalsterLolland International Community
- Det er ikke alle, der er flyttet til Lolland-Falster endnu. Nogle af vores medlemmer er med, fordi de overvejer det, fortæller Maria Biswalo, der selv tog springet til Maribo på Lolland, fordi hendes mand arbejder på Femern-forbindelsen.
Gerne flere lokale
Medlemmerne kommunikerer via facebookgruppen, og her er det tydeligt, at der er repræsentanter for hele den vide verden. Dog kunne bestyrelsen godt ønske sig, at flere lokale vil være med.
- Der er få lokale, som har meldt sig ind i vores facebookgruppe og viser en interesse i vores arrangementer. Men vi kunne godt tænke os, at det var flere. Det er vigtigt for os. Vi vil gerne være udadvendte, lære sproget, være sammen med de lokale og lære alle de uskrevne regler, som sikrer, at man bliver dansker, siger Summer Juul Andersen.
Bestyrelsen består af amerikaneren Summer Juul Andersen, tanzanianeren Maria Biswalo, peruvianeren Graciela Dahl-Olsen og tyskeren Nina Hüper.
- Det er vigtigt at indskyde, at der altså er masser af mænd, som også er med, selv om vi lige nu er fire kvinder i bestyrelsen, siger Nina med et lille skævt smil.
Summer Juul Andersen har boet i Danmark i tre år, Maria Biswalo har blot boet her et år, Nina Hüper har boet her i 21 år og Graciela Dahl-Olsen har boet i landet i flere omgange.
Arrangementerne er en blanding af danske traditioner og præsentation af traditioner fra hele verden. Her fastelavn, hvor der bides til bolle. Foto: International Community Lolland-FalsterLolland International Community
De repræsenterer blot et udsnit af de nationaliteter og alderstrupper, der samles, når der fejres Halloween, fastelavn, Eurovision Song Contest, fodbold-slutrunder eller noget helt andet. En gang om måneden er der fællesspisning, hvor alle medbringer en ret fra deres hjemland.
Arrangementerne er gratis, så International Community Lolland-Falster er afhængige af sponsorater og støtte fra lokale firmaer og organisationer, hvilket de også har fået. De drømmer om at finde et sted, hvor de kan høre hjemme.
- Vi er ved at vokse ud af Green House i Maribo, hvor vi har haft base til nu, fordi Maribo ligger centralt i forhold til togforbindelser. Så vi leder efter noget andet. Ved vores august-arrangement var vi 60 mennesker, og det var lidt for mange for det sted. Så nu søger vi midler fra kommunen til vores eget sted, men kommunen har også tilbudt os at kunne være i pakhuset, siger Summer.
Annonce
Solgte farm i junglen
Peruvianske Graciela Dahl-Olsen nu er tilbage i Danmark for tredje gang. Hun og hendes mand vendte "hjem" for tre år siden.
- Nu bliver jeg for evigt, smiler peruvianeren, der de andre gange har boet i København. Nu bor hun og hendes mand i Bandholm.
Graciela har boet i Danmark tre gange. Men nu er hun bosat i landet permanent, da børn og børnebørn trækker. Foto: International Community Lolland-FalsterLolland International Community
- Vi tog tilbage til Peru for at lave en farm i Amazonas jungle. Der var vi i 24 år. Men nu har vi solgt farmen, og er vendt tilbage til Danmark, hvor vi har børn og børnebørn.
- Det er altså dejligt at bo på Lolland, for i København er der så dyrt efterhånden. Da vi vendte tilbage til Danmark, fandt vi pludselig ud af, at vi havde familie på Lolland. Det er den bedste beslutning, vi har taget. Lolland er et paradis, siger hun.
Naboer med forskelle
Nina Hüper kommer fra Hamborg, men har boet i Danmark i mange år. Hun lægger vægt på, at det danske samfund og det tyske samfund ligner hinanden meget, men at der alligevel er mange forskelle. De forskelle får hun sat ord på, når hun er sammen med de andre i det internationale community.
- Jeg kan godt lide at mødes med andre internationale tilflyttere. Vi har noget tilfælles. Og jeg føler også, jeg kan hjælpe med at forklare nogle af de mere mærkværdige ting, man oplever. Det kan også være svært at snakke med danskerne om, hvad der er svært, når man kommer fra et andet land, smiler hun.
- Jeg kunne godt ønske mig, at danskerne var mere åbne. Hvis man kommer her, og ikke har noget netværk her i forvejen, så kan man virkelig være fortabt her, siger Nina.
En tryg barndom
Annonce
De fire kvinder er alle glade for at bo i Danmark og har mange positive oplevelser. Men af og til har det også været svært, og disse oplevelser er også vigtige at dele med andre. Amerikanske Summer mødte sprogbarrieren, lige da hun kom til Lolland.
Summer nyder, at hendes børn kan færdes frit og uden frygt for skoleskyderier med mere. Foto: International Community Lolland-FalsterLolland International Community
- Da jeg lige var kommet til landet, talte jeg ikke så godt dansk. Der var en sekretær, som blev så vred på mig, fordi jeg ikke kunne forstå, hvad hun sagde. Jeg blev helt ulykkelig over det. I dag har vi et helt fint forhold, fortæller Summer, der kommer fra Houston i Texas, hvor der bor flere i byen end i hele Danmark - 7,5 millioner mennesker.
Hendes mand arbejder i Holeby og København, mens Summer arbejder for Femern.
- Jeg var klar på, at det nok blev lidt af et chok at flytte til lille Hunseby på Lolland. Men jeg er rigtig glad for at bo i Danmark. Det, jeg er vild med - er friheden. Der er blevet så farligt hjemme i Texas efterhånden. Her i Maribo kan mine børn tage bussen, de skal ikke gennemgå "duck and cover"-drills (duk og dæk-øvelser - øvelser i tilfælde af skoleskyderier, red.) i skolen og de kan færdes frit uden frygt for, at der sker dem noget, siger hun.
Omsorg fra naboer
Summer pointerer, at det hjælper med tilpasningen, hvis man, som hun, har en ægtefælle, der er dansk, og som kan hjælpe med introduktionen til landet og dets særegne traditioner. Det har tanzanianske Maria Biswalo ikke. Så International Community er vigtigt for hende og hendes mand, der er tysker.
Maria kom til Danmark og Lolland sidste år, fordi hendes mand skulle arbejde på Femern. Hun er rigtig glad for at bo i Maribo, hvor familien er blevet taget godt imod. Foto: International Community Lolland-FalsterLolland International Community
Parret og deres børn har dog boet i mange forskellige lande efterhånden, så de er vant til at skulle passe ind et nyt sted.
- Jeg var faktisk ret godt tilpas her fra det øjeblik, vi kom. Jeg følte mig meget velkommen på trods af sprogbarrieren. Folk smilede til os, når vi passerede dem på stien nede ved søen. Jeg tænkte: "Åh, det her kan jeg virkelig godt". Jeg har virkelig oplevet et meget åbent lokalsamfund. Mine naboer er så søde, og passer på mig, når de ved, min mand er på arbejde. Måske er det, fordi vi har børn, og det har hjulpet os med at bryde isen. Jeg ved det ikke, funderer hun.
- Men jeg tror, fortællingen om de internationale tilflyttere, som bliver formidlet i disse år, betyder meget. Det, at mange kommer til Lolland-Falster, fordi der er det her store projekt, som bliver bygget til lokalsamfundets bedste, betyder nok, at folk ser mere velvilligt på tilflytterne. De ser os ikke som nogen, der kommer for at nasse på deres samfund, siger Maria.
Det, at mange kommer til Lolland-Falster, fordi der er det her store projekt, som bliver bygget til lokalsamfundets bedste, betyder nok, at folk ser mere velvilligt på tilflytterne
Maria Biswalo , bestyrelsesmedlem, International Community Lolland-Falster
Vil holde kurser
Annonce
Hun, Nina, Graciela og Summer er blot fire af de mange hundrede mennesker, der strømmer til Sydhavsøerne fra hele verden i disse år ... med hver deres spændende livshistorie.
Foreningens formål er blandt andet, at de der har boet på Lolland-Falster i længere tid, kan hjælpe dem, der netop er kommet til landet. På facebookgruppen deler de information om arrangementer og kurser i lokalområdet samt oplysninger fra Lolland Kommune og andre offentlige myndigheder - blandt andet om corona, akutnumre, sygesikringsbeviser og lignende.
- Vi håber også at holde en række kurser i eksempelvis skat, lovgivning, hvordan man får et barn eller hvordan man får et job i Danmark. Men vi vil også gerne lære andre internationale tilflyttere, hvordan man skaber sig et socialt netværk her på Lolland-Falster. Derfor ønsker vi også at få lollikker og falstringer med i vores gruppe, siger Summer.
International Community Lolland-Falster har holdt arrangementer og ture hele året rundt, og alle lærer lynhurtigt det danske begreb "hygge". De seneste måneder er medlemstallet eksploderet. Foto: International Community Lolland-FalsterInternational Community Lolland-Falster
Som lokal er man mere end velkommen til at blive medlem af facebookgruppen eller kigge ind til et af gruppens arrangementer. Næste arrangement er et halloween-arrangement 29. oktober klokken 15 i Greenhouse, og der håber gruppen at se mange nye ansigter.
For hovedformålet er stadig socialt. I International Community Lolland-Falster har de nemlig allerede lært den vigtigste danske disciplin: At hygge sig.
Seneste artikler
Havde ikke styr på børnene: Måtte betale 3.000 kroner i bøde
Flugtforsøg mislykkede: Nu er tyvene sendt i fængsel
Sejlede fra Tårs, men vendte aldrig retur: Missing People oplever stor opbakning til eftersøgning
Se dig for, når du køber solcreme. Nogle beskytter slet ikke
De flyttede på landet for roen: Nu buldrer 55 ton lastbiler forbi dem flere gange om dagen
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Viktoria bliver student og skal overtage familiegården: - Vil bygge videre på det her fantastiske sted