- Vi er med jer hele vejen
Anja Christiansen, Rikke Lejbølle, Mette Bott Lauritzen og Niels Møller vil have sat fokus på at gøre den sidste tid så god som mulig for borgere i Lolland Kommune. Foto: Claus Hansen
Claus Hansen
Palliativ pleje bliver nu prioriteret i Lolland Kommune.
LOLLAND I Lolland Kommune leves livet. Men en sikker følge af at leve livet ... er også at miste det.
I to år har tre erfarne sygeplejersker i kommunen arbejdet hårdt på at få sat den palliative pleje (lindrende pleje, red.) på dagsordenen, og i sommer fik de følgeskab af tidligere læge på Svanevig Hospice, Niels Møller.
Tidligere har der ikke været særligt stort fokus på borgernes sidste tid.
- Det har været rigtigt svært at få palliationen hevet op på det politiske niveau og få en forståelse af, at palliation er en lige så vigtig del af sygeplejen som alt muligt andet, fortæller koordinerende palliationssygeplejerske Mette Bott Lauritzen.
Deres drøm var, at borgere i Lolland Kommune kunne vælge at dø i eget hjem - men stadig få pleje og behandling som på et hospice.
- Der var meget, meget lang vej. Og vi var ikke ret mange til at løfte den opgave. Hvis vi skal følge en borger i lang tid og komme i deres hjem flere gange på en uge i hele forløbet, så skal der sættes mange ressourcer af til det, siger Mette Bott Lauritzen.
Men indenfor de seneste år er der sket et skred. Sundhedsstyrelsen, WHO og Danske Regioner anbefaler kommunerne at hjælpe svært syge og døende borgere mere. Og nu har Lolland Kommune, som den første i landet, fået et palliativt sygeplejeteam.
- Man må sige, at Lolland Kommune virkelig har taget skeen i den anden hånd og siger nu: Vi ønsker at prioritere og hjælpe vores borgere, når de står i en svær tid, siger Mette Bott Lauritzen.
Hun er koordinerende palliationssygeplejerske. Rikke Lejbølle koordinerer den palliative indsats på Vestlolland med udgangspunkt i Nakskov Sundhedscenter, og Anja Christiansen koordinerer den i den østlige del med udgangspunkt i Maribo Sundhedscenter.
- Det var vigtigt for os, at der ikke skulle være forskel, så alle borgere i kommunen får den samme hjælp. Vi er ét team, fortæller Mette Bott Lauritzen.
I alt er der ni sygeplejersker i teamet. Derudover er der to rehabiliteringssygeplejersker tilknyttet, og teamet samarbejder med kommunens ergo- og fysioterapeuter.
Når en borger er visiteret til et palliativt forløb, kommer enten Anja Christiansen eller Rikke Lejbølle på besøg. De to sygeplejersker sætter sig stille og roligt ned sammen med borgeren og finder ud af, hvad det helt præcist er, der er behov for.
- Tidligere kom hjemmesygeplejersken først ind i forløbet til allersidst, hvor patienten ofte var ukontaktbar. Men vi vil jo gerne ind i forløbet på et tidspunkt, hvor vi møder borgeren og lærer dem at kende. På den måde kender vi også til borgernes ønsker, og vi kan sørge for, at borgerne får en god sidste tid sammen med familien, forklarer Anja Christiansen.
- Det er meget forskelligt, om man gerne vil på hospice, blive derhjemme eller indlægges på et sygehus, når man skal dø, siger hun.
- Det giver også en tryghed for dem at vide, at der er nogen, de kan kontakte, hvis det pludselig brænder på ... der er nogen, som kender hele deres forløb, siger Rikke Lejbølle.
Den palliative sygepleje i Lolland Kommune bliver på den måde også koordinerende enhed for alle de sundhedspersoner og -instanser, som er inde over et palliativt patientforløb. Og derfor er det en stor hjælp at have Niels Møller som lægefaglig konsulent.
- For at det her kan lade sig gøre, kræver det tværfagligt samarbejde. Vi samler trådene i forhold til den praktiserende læge og lægerne i de forskellige behandlingsinstanser. Niels har erfaringen og kan hjælpe med at hæve kvaliteten for vores borgere. Og han kan være en sparringspartner til de praktiserende læger, siger Mette Bott Lauritzen.
- Jeg har adgang til Sundhedsplatformen og kan med borgerens tilladelse slå op i deres journal. Det kan sygeplejerskerne ikke. Så her får jeg informationer, som er ganske vigtige i det palliative forløb. Det giver god mening, siger Niels Møller, der har en rådgivende funktion i teamet, men også kører med ud på hjemmebesøgene.
- Borgerne elsker, at vi kan tage en læge med ud. Han kan forklare dem alt om deres behandlingsforløb, siger Anja Christiansen.
Når døden er ved at indtræffe, skruer teamet op for besøgene. De er med både før, under og efter.
- Mange borgere og pårørende er nervøse. De ved ikke, hvad de kan vente. Vi siger: "Prøv at hør' her ... vi er med jer hele vejen".