- VI HOLDER LIGE SKINDET PÅ NÆSEN
- Vi politikere sætter stor pris på alle høringssvar, selv om det ikke er alle ønsker, vi kan imødekomme, sagde borgmester Holger Schou Rasmussen ved budgetvedtagelsen. Foto: Jan Knudsen
Foto:Jan Knudsen FT
Borgmesteren om budget 2023.
LOLLAND: - I mine øjne har vi med aftalen om budget 2023 ramt en fornuftig balance mellem reduktioner og investeringer i fremtiden. Vi holder skindet på næsen - men kun lige - og med udsigt til meget store udfordringer i overslagsårene.
- Samtidig har Lolland lige nu muligheder, som vi har drømt om i 10 eller 20 år. Jeg vil opfordre til, at vi fortsætter det brede og konstruktive samarbejde om at udnytte dem.
Sådan lød det fra borgmester Holger Schou Rasmussen (S), da han torsdag aften satte kommunens budget for 2023 til anden behandling i Lolland Byråd og vedtagelse.
Han indledte med at takke alle for en god proces og et godt samarbejde.
- Lolland Kommunes økonomiske udfordringer er velkendte, men jeg oplever, at et bredt flertal i byrådet er klar til at tage ansvar for den opgave og den økonomi, der nu engang er til rådighed. Jeg hæfter mig ved, at budgetforslaget bærer præg af ansvarlighed - både for de reduktioner, der er nødvendige, og for de investeringer, der skal være med til at udvikle fremtidens Lolland.
- Jeg vil også gerne sige tak til alle de medarbejdere, brugerbestyrelser og borgere, der har valgt at deltage i vores høring. Vi politikere sætter stor pris på alle høringssvar, selvom det ikke er alle ønsker, vi kan imødekomme. Høringssvarene giver en større viden og indsigt, som bliver en del af det videre arbejde i fagudvalgene og i byrådet. Tak for det, sagde Holger Schou Rasmussen.
Større og større forskel
Han konstaterede samtidig - endnu engang - at udligningssystemet landets kommuner imellem ikke løser sin grundlæggende opgave, nemlig at give alle kommuner mulighed for at levere nogenlunde samme service for samme kommuneskat. År for år bliver afstanden mellem Lolland Kommunes økonomiske muligheder og gennemsnitskommunens økonomi større.
- I år er det kun lykkedes at få budgettet til at hænge sammen med et særtilskud på 195 millioner kroner, og situationen i overslagsårene ser endnu værre ud, advarede borgmesteren.
- Krigen i Ukraine trækker lange spor, og vi kan også mærke den på Lolland. Både i form af de mennesker, der har søgt ly hos os, og i form af den energikrise og de stigende priser, der har ramt hele Vesteuropa. Traditionelt har nedgangstider ramt Lolland hårdere end resten af landet, men sådan behøver det ikke gå denne gang. Femern-byggeriet er for alvor ved at komme op i omdrejninger, og det skaber både jobs og aktivitet for vores lokale virksomheder, selv i en lavkonjunktur.
Grib og udnyt muligheden
- Samtidig byder energikrisen også på muligheder for en kommune som Lolland. Der bliver efterspørgsel på al den vedvarende energi, vi kan producere, og der bliver rigeligt at lave for solcelle- og vindmølleproducenter - herunder også Vestas i Nakskov. Ser vi lidt længere frem, vil elementfabrikken ved Femern være et oplagt omdrejningspunkt for offshore aktiviteter, lød det fra borgmesteren, der tilføjede:
- Det er vigtigt, at vi får grebet og udnyttet mulighederne optimalt. Det kræver, at vi som byråd tør at investere i fremtidens Lolland, også selvom økonomien er trængt. Det kræver også, at vi tør pege på de indsatser, som vi tror mest på.
- I august vedtog byrådet otte "fyrtårne," og de er netop udtryk for, at vi har truffet det valg. Fyrtårnene udpeger de største potentialer og de vigtigste udfordringer. Derfor er de også skrevet ind i budgetaftalen, fremhævede Holger Schou Rasmussen.
Borgerne må dog også imødese, at der med budget 2023 sker reduktioner i den kommunale service på 30 millioner kroner for at få økonomien til at hænge sammen. Samtidig er organisationen blevet effektiviseret, hvor det er muligt.
- I byrådet kan vi stadig stå på mål for, at Lolland Kommunes service er sammenlignelig med serviceniveauet i andre kommuner. Det kan vi kun, fordi Lolland Kommune får meget for pengene. Jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at sende en tak til alle de mange medarbejdere, der hver dag er med til at tænke nyt, løfte i flok, vise fleksibilitet og få det til at løbe rundt.
Servicen skal nærstuderes
- Det handler ikke om, at den enkelte medarbejder skal lave mere eller løbe hurtigere. Det handler om, at vi skal blive ved med at gentænke, hvordan vi kan levere mest mulig velfærd til kommunens borgere. Lige nu har ældre- og sundhedsudvalget sendt en plejeboligstrategi i høring, og i det kommende år, kommer vi også til at se på servicestrukturen på andre områder, oplyste borgmesteren.
Han glædede sig samtidig over udviklingstiltag, hvor kommunen har kigget mod udlandet for at skaffe flere hænder til ældreplejen og flere tilflyttere og at der er fundet penge til en kunststofbane i Maribo og til at sikre rammer omkring lokale museer i Nakskov i det gamle bibliotek i Klostergade.
I år er det kun lykkedes at få budgettet til at hænge sammen med et særtilskud på 195 millioner kroner, og situationen i overslagsårene ser endnu værre ud
Borgmester Holger Schou Rasmussen
Lolland Kommunes budget for 2023
- Med budgetvedtagelsen torsdag blev der godkendt en uændret skatteprocent i forhold til 2022 på 26,30 procent. En grundskyldspromille på 33,09 og en grundskyldspromille af produktionsjord på 7,20. Kirkeskatten bevares uændret på 1,23 procent, hvilket giver et provenu på 68,9 millioner kroner.
- Indtægterne til at drive kommunen for kommer fra knap 2 milliarder kroner, der opkræves i skat, og lidt over 1,9 milliarder kroner, som kommunen får i tilskud og udligning. Der bruges i 2023 3,8 milliarder på drift af kommunen.
- Bag budgetaftalen står Socialdemokratiet, Venstre, Din Stemme, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Konservativt Folkeparti, Lokallisten Lolland, Per Kim Nielsen og Eric Steffensen. Altså et flertal på 24 af byrådets 25 medlemmer. Enhedslisten mødte med sit eget budgetforslag, der blev stemt ned.
Kilde: Lolland Kommune
Seneste artikler
Betjente mødt af spyt og skældsord
Sidste bil har passeret den gamle Storstrømsbro
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Jubel og glædestårer: Alle billederne fra bronzefejringen
Her er regeringens 21 ministre
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Spor blokeret på motorvej
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Kunde angreb ansatte i supermarked