Vi kunne da godt bruge en sponsor

Når disselinjer læses er, er de to sydlollikker Martin Rasmussen og Jakob Olsen tæt på at være halvvejs i den store udfordring Artic 4 x 4 Experience på omkring 5.000 kolde kilometer, som Lollands-Posten skrev om i sidste uge.
De to venner, der udgør Team Ninja, kom godt afsted fra Stockholm i lørdags, hvor de efter den lange tur fra Lolland, kørte ud på den første af ni etaper på 971 kilometer fra Stockholm til Piteå.
46 kilometer i timen
Efter de første 350 kilometer havde co-driver Jakob regnet ud, at gennemsnitsfarten var 46 kilometer i timen.
- Vi kom da også først i seng klokken 04.30 lørdag nat, og sad igen bag ratten klokken 7.00 søndag morgen, fortæller en træt, men optimistisk Martin Rasmussen.
Søndagsturen var “kun” på 371 kilometer fra Piteå til Pajala, men de har heller ikke på noget tidspunkt manglet sne undervejs, og det øger jo ikke just gennemsnitsfarten i Martins Toyota Land Cruiser HJ60.
Manglede “lidt” varme
Til gengæld manglede de på førstedagen lidt varme i bilen, hvor udetemperaturen på et tidspunkt var minus 28 grader og minus 1,8 grader inde i sien.
Og så er det jo godt at have en velforsynet værktøjskasse med.
- Det hjælp lidt at pille varmehanen af og så gå direkte ind i varmeapparatet, konstaterer Martin tørt.
Han og Jakob ærgrer sig en kende over, at de ikke fik taget sig sammen til at søge nogle sponsorer forud for den spændende og lidt halvdyre tur.
- Jamen, det er jo ikke let at nå det hele, og der er brugt rigtig mange timer på at trimme sien, som Martin påpeger.
Benzin- og dæksponsor
- Men, fortsætter han, det er vel ikke for sent endnu. Eksempelvis kunne vi da godt bruge en benzin- og en dæksponsor med videre.
Formentlig i løbet af på mandag 21. februar er de to eventyrer tilbage på deres fødeø.
Forinden skal de lige gennemføre de sidste etaper. I dag tirsdag 15. februar skal de tilbagelægge 602 kilometer fra Alta til Kirkenes (hvor   indbyggerne taler norsk, samisk, finsk og russisk). Herfra går  det onsdag videre på en 620 kilometer lang strækning til finske Kemijärvi.
Torsdag er strækningen på 593 kilometer  fra Kemijärvi til Kajaani, fredag 552 til Tammerfors og lørdag rammer kørerne Åbo efter 315 kilometer. Herfra sejler de til målet i Stockholm, hvortil de ankommer tidligt søndag. Ganske givet trætte, men med en masse spændende oplevelser i bagagen.

Siger Martin Rasmussen og Jakob Olsen, der håber på lidt efterbevillinger.

Offentliggjort Sidst opdateret