Der har været godt gang i issalget for de nye forpagtere i Langø Havne Grill og Café. Fra venstre er det Karina Rolighed, Jesper Rolighed og Hanne Marker. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Langø Havne Grill og Café har fået nyt liv med nye forpagtere.
Jesper BøghJesperBøgh
OffentliggjortSidst opdateret
LANGØ - Jeg er gammel Langø-dreng, så jeg synes, at det var ærgerligt, at der ikke længere var åbent i grillen på havnen. Vi talte om det, og så sprang vi til.
Sådan lyder det fra landmand Jesper Rolighed, der sammen med hustruen Karina Rolighed, der er sygeplejestuderende, har kastet sig ud i at forpagte Langø Havne Grill og Café, der ejes af Langø Havn og har stået uden forpagter i et lille års tid.
Karina og Jesper Rolighed samt Hanne Marker har også planer om, at få hængt et stort skilt op på facaden, så ingen kan være i tvivl om, at der er nyt liv i Langø Havne Gril og Café. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Ville have en is
Idéen om at forpagte grillen opstod egentlig hos Karina Roligheds søster, Hanne Marker, der en dag talte om at købe en is på havnen i Langø.
- Beskeden var, at det kunne jeg ikke. Efter at grillen lukkede, så kunne det ikke lade sig gøre. Det var jeg voldsomt overrasket over, og så kom idéen til, at vi da kunne sælge is, fortæller Hanne Marker, der tidligere har arbejdet i restaurationsbranchen, men i dag er førtidspensionist og godt må arbejde nogle timer om ugen.
Annonce
- Vi kontaktede havnebestyrelsen, der havde fået et par henvendelser fra andre interesserede, men det blev os, valget faldt på, fortæller Jesper Rolighed.
Den officielle åbningsdag var 1. august.
- Men i ugerne op til åbningsdagen gik vi alligevel og malede og gjorde klar. Så besluttede vi, at vi samtidig godt kunne sælge is - og så fik vi pludselig travlt, fortæller Jesper Rolighed, og hustru Karina tilføjer:
- Pludselig stod der nogle tyske turister, som ville høre, om de kunne bestille morgenmad, så det skulle de da have. Flere kunder kom forbi og ville have mad, men vi havde ikke et menukort på det tidspunkt, fortæller hun.
- Så efter bedste evne lavede vi det, de gerne ville have, husker Hanne Marker.
- Andre ringede og ville bestille bord. Det havde vi ikke regnet med. Vi tænkte det jo ikke som en restaurant, men selvfølgelig klarede vi også den, tilføjer Karina Rolighed.
Man spiser fisk på en havn
Hurtigt begyndte et menukort at forme sig, og selvfølgelig skulle der være fisk på menukortet.
- Vi vil gerne være unikke på vores menukort, så det særlige, vi gerne vil slå os op på, er friskfanget fiskefilet, stjerneskud og Langø Burgeren med røget fisk - og det skal gerne være sundt. Alt vores brød er groft, fortæller Karina Rolighed.
Men forpagterne må dog erkende, at kunderne i en grill også forventer, at der er det lidt mere usunde på menukortet.
Annonce
- Vi kan ikke komme udenom, at en del kunder efterspørger eksempelvis kylling og pommes frites - så det skal vi selvfølgelig også kunne servere, konstaterer Hanne Marker.
Så åbningsugerne og hele august samt under fjorddagene var der travlhed hver dag.
- Det var learning by doing, men det var også voldsomt sjovt, er de tre enige om.
Men nu er turistsæsonen overstået, og det kan tydeligt mærkes.
- Denne uge er den første uge, hvor vi har valgt at holde lukket på hverdage. Men vi forsøger at holde åbent fredage, lørdage og søndage fra klokken 12 til 20. Vi tror på, at der er et kundegrundlag til det, men ellers tilpasser vi åbningstiderne efter behovet, fortæller Jesper Rolighed, der understreger, at familiens økonomi ikke er bundet op på en minimumsomsætning i grillen.
Lyst driver værket
- Vi gør det udelukkende, fordi vi har lyst. Ikke fordi vi skal leve af det - og så håber vi da, at vi kan få en god ferie for hele familien ud af det en gang om året, siger han og tilføjer, at opbakningen fra lokalsamfundet har været stor.
De nye forpagtere vil have åbent hver dag i skolernes ferier samt i helligdagsferierne i foråret.
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker