Vi vil have mere sukker

I sukkerfabrikkens port prøver man at få de ansatte til at spritte af med smittende humor. Foto: Jan Knudsen

Sukkerfabrik kan sagtens afsætte "det hvide guld".

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Trøstespisning, hyper-bagning eller bare en sød tand? Forklaringerne kan være mange, men hos Nakskov Sukkerfabrik mærker man ikke corona-krisen negativt på afsætningen.

- Vi har ikke haft nogen problemer med at komme af med sukkeret. Vi så lidt hamstring i de første dage i lande som Norge og Polen. På det danske marked kører det stille og roligt, og vi har nok nogenlunde samme salg eller lidt bedre, siger direktør Allan Borreskov.

Hvad der tabes på gyngerne (restaurationer, red.), tjenes ind på karrusellerne.

- Salget til storkunder som Carlsberg ville nok gå lidt ned ellers. Men flere af dem er begyndt at producere håndsprit. Og for at producere håndsprit skal de bruge ethanol, og til ethanol skal de bruge sukker, smiler Allan.

Andre steder mærker fabrikken mere til coronaen.

- Vi har en helt anderledes fabrik nu, fortæller direktøren.

Ude på parkeringspladsen står en toiletvogn. Her tager en vagt imod lastbilchaufførerne og fungerer som postbud mellem dem og kontoret. Lastbilen kører ind, laster, og først ude igen på p-pladsen kan chaufføren tjekke sin last efter og gå på toilettet.

- De kommer slet ikke ind. Vi har nogle vigtige kontoransatte, vi skal værne om. Og chaufførerne har været i mange lande. Så de bliver i bilen under hele processen.

Også inde på fabrikken er tingene anderledes.

- Hele pakkeriet møder forskudt, og i kantinen sidder der nu kun 10 ad gangen. Her plejer vi at sidde flere end 50. Men nu har vi taget kontorerne i brug. Vi har højt kvalificerede medarbejdere. Bliver de syge, så kan vi ikke køre, siger direktøren.