Victoria på 27 år er et sjældent syn: - Jeg kan måske være med til at bryde fordommene

Victoria Kamper har altid holdt om at optræde for andre, men det er første gang, at hun skal stå på scenen i en dilettant. Foto: Palle Nevad Frandsen

Hun har stået på scenen i skolen, spillet klaverkoncerter og optrådt som springgymnast. På fredag debuterer Victoria Kamper som skuespiller i en dilettant.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dilettant har et ry for at være noget, som den ældre generation har sammen.

Her indtager en flok ældre mænd og kvinder scenen, og leger skuespillere for en tid.

Men sådan behøver det ikke være, og sådan er det ikke i Errindlev på Sydlolland, hvor 27-årige Victoria Kamper i år debuterer i den lokale dilettant.

Det er både hyggeligt og morsomt at spille med, og jeg griner hver gang, at jeg er oppe for at øve.

Victoria Kamper

- Jeg har altid været en, der godt kan lide at underholde. Min mor har altid sagt, at jeg har det i mig, fortæller den unge debutant, mens resten af holdet har travlt med at øve på scenen i byens forsamlingshus.

- I familien har jeg altid været den, der ville optræde foran et publikum, og jeg skulle altid vise resten af familien noget. Nogle gange var det et nyt spring, andre gange ville jeg danse eller synge.

Hovedrolle i folkeskolen

Nok er det første dilettant for Victoria Kamper, men det er bestemt ikke første gang, at hun har et publikum til at kigge på sig.

Dilettanten har været et frirum midt i bachelorprojektet for Victoria Kamper, som har nydt at hygge med de andre skuespillere, selv om hun er forestillingens benjamin. Foto: Palle Nevad Frandsen

- I folkeskolen havde jeg altid hovedrollerne, når vi spillede teater, og jeg har også både sunget og spillet klaver til koncerter, ligesom jeg har gået til springgymnastik.

Alligevel har hun valgt dilettanten og forestillingen "Mordene på Rødstrup Plejehjem" fremfor at finde en amatørscene med lidt større skuespil.

De gamle skal ikke spille unge

Det skyldes ikke mindst at hun er fra lokalområdet, og har boet her siden hun begyndte i skole.

- På den måde er jeg med til at støtte op om lokalsamfundet. Samtidig er min deltagelse måske også med til at sikre, at der kommer flere unge med, så det ikke kun er den ældre generation, forklarer Victoria Kamper.

- Jeg kan måske være med til at bryde deres fordomme om dilettant, især hvis de tror, det ikke er sjovt at være med til. Det er både hyggeligt og morsomt at spille med, og jeg griner hver gang, jeg er oppe for at øve.

Her skal jeg både spille sur og skrap, og det har virkeligt været svært for mig, for jeg er så langt fra den person i virkeligheden.

Victoria Kamper

Samtidig har disse forestillinger også brug for de unge.

Både for at få tilført nyt blod, og fordi mange af de farcer, som bliver skrevet til landets dilettant-trupper, har brug for skuespillere, der ikke nødvendigvis behøver spille 25-50 år yngre end de reelt er.

- Det giver mere mening, at det er en i min alder, der eksempelvis spiller gravid i en forestilling, end at der står en person, som har ramt overgangsalderen, siger den unge debutant med et smil.

Skulle øve midt i bachelorprojektet

Victoria Kamper er lige blevet færdig som sygeplejerske, og har derfor haft travlt med at skrive bachelor mens hun øvede. Selv om det har givet lidt ekstra sved på panden, når replikker og eksamensprojekt skulle holdes adskilt, så har den unge amatørskuespiller nydt det.

De andre dilettantskuespiller har spurgt ind til, hvordan det gik, og været nysgerrig på, hvornår hun var færdig.

Dilettant i Errindlev

  • Der er generalprøve på "Mordene på Rødstrup Plejehjem" fredag klokken 19 i Errindlev Forsamlingshus. Billetterne koster 100 kroner, og der er kaffe og kage med i prisen. Der er billetsalg i døren.
  • Premieren er lørdag klokken 18, og her koster billetterne 295 kroner, og er inklusiv spisning og dans efter forestillingen. 
  • Forestillingen varer cirka to timer, og er i fem akter. Mellem hvert akt er der en pause på fem til ti minutter.

- For mig har det været et tiltrængt afbræk i opgaven, hvor jeg havde mulighed for at tænke på noget andet og bare slappe af.

Når hun på fredag indtager scenen for første gang foran et dilettantpublikum, er der ikke den store erfaring at trække på.

For mens Victoria Kamper har set mange julerevyer, var sidste års stykke det første, som hun så. Og det var kun fordi, at hun allerede havde tilkendegivet, at hun gerne ville spille med.

- Jeg syntes, at det var hylende morsomt.

Svært at spille sur og skrap

Og det er det sjove, som tiltrækker den unge debutant. Hun kan lide at få folk til at grine, og er selv lattermild. Men i "Mordene på Rødstrup Plejehjem" er hun langt fra den rolle.

Egentlig holder Victoria Kamper mest af at spille sjove roller, men i årets dilettant er hun en skarp bestyrerinde. Foto: Palle Nevad Frandsen

- Her skal jeg både spille sur og skrap, og det har virkeligt været svært for mig, for jeg er så langt fra den person i virkeligheden. Det har også betydet, at jeg har kæmpet meget med at træde i karakter, når jeg skulle ind på scenen, for ellers ville jeg bare komme til at grine.

Om det lykkes for Victoria Kamper at holde masken, kan man opleve på fredag klokken 19 eller på lørdag klokken 18.