VIDNER: DEMENT MAND SVIGTET

Det er næsten hverdagskost, at dement beboer forlader Lykkeseje. Foto: Jan Knudsen

Vidner fortæller en helt anden historie om dement mand, der vakler rundt i Søllested, end Lolland Kommune gør.

Offentliggjort Sidst opdateret

SØLLESTED: - Det er en grotesk måde at behandle ældre mennesker på. Jeg har da ikke lyst til, at det går mig sådan, hvis jeg engang kommer på plejehjem.

Det siger Mads Løvenhardt Vincent Nielsen, som lørdag holdt barnedåb og bryllup i Søllested.

Festen stoppede brat, da han fik en opringning om, at en dement og forvirret beboer på Plejecentret Lykkeseje stod tæt ved en jernbaneoverskæring på bare tæer kun iført gennemtisset ble, kateterpose, som var helt fyldt, og en kortærmet bluse.

Sagen kort

Lørdag gik en forvirret, dement mand, der bor på Plejecentret Lykkeseje, rundt i Søllested på bare tæer kun iført gennemtisset ble, kateterpose, som var helt fyldt, og en kortærmet bluse. Han holdt i lygtepælene for ikke at falde. Flere vidner kontaktede personalet på Lykkeseje. Ifølge vidnerne kom to medarbejdere efter 20-30 minutter.

Fem vidner

Folketidende har talt med fem vidner om deres observationer lørdag.

De fortæller alle den samme historie. Nemlig at det var dem og ikke personalet på plejehjemmet, der hjalp plejehjemsbeboeren.

Mads Løvenhardt Vincent Nielsen fortæller, at der blev ringet til politiet, som sagde, at det ville sende en patruljevogn, hvis der ikke var andre løsninger.

Der blev også ringet seks gange til plejehjemmet for at få nogen til at hjælpe den fortvivlede beboer hjem. Ifølge vidnerne gik der 20-30 minutter fra det første opkald, til to medarbejdere kom gående.

- De kom gående i et tempo, som om de var ude at gå en tur, siger Mads Løvenhardt Vincent Nielsen.

Slentrede

Oliver Nielsen forsøgte også at hjælpe den demente mand.

- Det kan da ikke være rigtigt, at personalet kommer slentrende uden en kørestol, når jeg udtrykkeligt har sagt, at manden var gående. Og man skulle da mene, at personalet havde lidt ekstra travlt, når de får at vide, at han står ved en jernbaneoverskæring. Det er jo et kæmpe svigt, siger Oliver Nielsen.

Alle vidnerne beskriver, at de to medarbejdere fra Plejecentret Lykkeseje kom gående i et tempo, som om de var ude at gå en hyggetur.

Man skulle da mene, at personalet havde lidt ekstra travlt, når de får at vide, at han stod ved en jernbaneoverskæring.

Oliver Nielsen

Ingen kommentar

Inge Kromann, decentral leder af Personlig & Praktisk Hjælp i Lolland Kommunes ældrepleje, vil ikke kommentere de fem vidners beskrivelse af, hvad der skete i Søllested lørdag.

Hun har tidligere sagt til Folketidende:

"Vores primære opgave er at tage os af beboerne på plejecentrene, og vi er generelt udfordret af beboere med demens, som ikke synes de vil være på plejecentrene."

Inge Kromann sagde også, at hun besøgte Plejecentret Lykkeseje søndag for at tale med personalet om, hvordan de håndterer demente beboere, der forvilder sig ud i Søllested.

Her fik hun en noget anderledes beskrivelse end dem, der er beskrevet i Folketidende.

"Det er hans subjektive oplevelse, og jeg kan ikke genkende forløbet. Vi arbejder hele tiden med personalets adfærd og kommunikation", sagde Inge Kromann.