Vil åbne 10 akutstuer

Fra næste år skal der indrettes 10 akutstuer til patienter, der er udskrevet fra sygehusbehandling og skal genoptræne deres fysiske funktioner. Foto: Jan Knudsen

Nu skal unødvendige genindlæggelser af medicinske patienter undgås.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND I forbindelse med budgettet for det kommende år for ældre- og sundhedsudvalget i Lolland Kommune er det besluttet at investere penge i oprettelse af 10 akutsenge på Møllecentret i Nakskov.

Stuerne er målrettet til at skulle bruges af ældre medicinske patienter, så man kan undgå de ubehagelige genindlæggelser af patienter, der udskrives for tidligt fra sygehuse.

I ældre- og sundhedsudvalget er man enig om, at der skal investeres 1,5 millioner kroner i oprettelsen af akutstuerne det første år og 1 million kroner de følgende år, selv om man netop har været nødt til at lave besparelser på udvalgets budget.

I udvalget forventer man med akutstuerne at spare et tilsvarende beløb, ved at man undgår genindlæggelser. Erfaringen viser, at de ældre medicinske patienter er sårbare i overgangen mellem sygehuse og kommunal pleje.

Det er i forbindelse med oprettelsen af akutstuerne således, at borgerne, der kommer på disse stuer, ved hjælp af en massiv faglig indsats hurtigt kan få højnet deres funktionsniveau - så de er lige så funktionsduelige som før hospitalsindlæggelsen - og helst også bedre endnu.

- Vi er enige om, at det er rigtigt at bruge Møllecentret til disse pladser, siger formanden for udvalget, Tom Larsen (V).

Der har været visse betænkeligheder ved at bruge det gamle plejecenter i Nakskov by, der engang har været besluttet lukket.

- Men vi er enige om, at det er rigtigt. Det er jo ikke et nyt hjem, borgeren skal ind i, men en akutstue, hvor de skal være i en uge eller to. Plejecentret er kommunalt ejet, så vi skal alligevel betale gælden i centret, så vi kan lige så godt udnytte pladsen.