Der er masser af plads og både køkken og badeværelse i Stern Hausboots største version af deres husbåde - og også et stykke med glasbund, så man kan kigge på fiskene. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Tysk firma, der bygger, udlejer og sælger husbåde, etablerer sig lokalt.
Marianne KnudsenMarianneKnudsen
OffentliggjortSidst opdateret
NORDLOLLAND Direktør for Stern Hausboot, Stefan Bode, tog i går turen fra firmaadressen i Bisdorf midt på Femern til Kragenæs.
Det skete for at følge isætningen af en af firmaets store husbåde i Kragenæs Havn. Båden var transporteret på blokvogn til Kragenæs og blev torsdag morgen løftet i vandet af nogle af NKU's kraner.
Alt gik efter planen, og den store husbåd i "far, mor og børn-version" til udlejning ligger nu ved samme bro som den mindre husbåd, som ejerne af Kragenæs Marina Lystcamp købte fra samme firma i april 2019.
Op til sæson 2020 skulle Stefan Bode have haft to husbåde placeret i Kragenæs Havn til udlejning til primært tyskere, men coronaen satte en stopper for transporten. I går kunne den ene så endelig nå frem.
Samtidig afslørede direktøren for Stern Hausboot, at firmaet har lejet en hal på Bandholm Havn af Knuthenborg og nu vil til at bygge husbåde der, til salg og placering i Danmark og Sverige.
Annonce
Ejer af Kragenæs Marina Lystcamp, John Pedersen, glæder sig over udviklingen, men har sammen med sin kone besluttet, at nu kan de ikke løfte pladsen mere. Den er sat til salg. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Brug for ansatte
Og det bliver der brug for ansatte til.
- Vi tror, at det at holde ferie i en husbåd i første parket til vandet bliver en ferieform, der vil vokse, begrunder Stefan Bode.
Stern Hausboot, der har været i branchen siden 2011, har i forvejen 27 husbåde til udlejning i Tyskland. Det er på Femern, i Grossenbrode syd for Femern, i Barth ved Rügen og i Slesvig.
Husbåden i Kragenæs er nummer 28, og direktør Stefan Bode håber at kunne føje yderligere to husbåde til udlejning til i også Bandholm og Stubbekøbing havne.
- Tyskerne elsker Danmark og at holde ferie her, og her under coronaen endnu mere, for de vil ikke tage til Italien eller Grækenland. De kan også lide husbåde, og nu håber vi, at danskerne også vil være med, siger Stefan Bode.
Husbådene, som firmaet leverer i tre forskellige modeller, men som også kan bygges med individuelle løsninger, kan ligge i vandet hele året, da de kan modstå is i op til 40 centimeters tykkelse.
- De er også fuldt isoleret. Ligesom et lille hus på land, fortæller Stefan Bode.
For at kunne udleje husbådene hele året skal der nu i Kragenæs findes en løsning på, hvordan man får "sat varme" på vandrøret, der leder brugsvand ud på broen til husbådene. Normalt lukkes der her i efteråret ned for vandet for ikke at få frostsprængt rørene.
Det er i øvrigt gået fantastisk med udlejningen af Kragenæs Marina Lystcamps egen husbåd her i sommer, fortæller ejer John Pedersen, der naturligvis glæder sig over udviklingen med udlejning af husbåde.
Annonce
Håbet er, at den store også kan være klar til udlejning i uge 43, hvor tyskerne holder efterårsferie.
Husbåds-eventyret startede, fordi Stefan Bode henvendte sig til den danske stat og blev koblet på Dansk Kyst- og Naturturisme, der er en erhvervsdrivende fond, der vil udvikle og skabe vækst i kyst- og naturturisme i Danmark.
Kragenæs blev valgt som test-areal for projektet "Feriehus i nye rammer," der skal opdyrke anderledes overnatningsformer, der taler til den moderne turist.
Direktør Stefan Bode fra Stern Hausboot venter, at ferieformen at bo i husbåd vil tiltale flere og flere, og vil nu bygge husbåde i Bandholm til salg til danskerne og svenskerne. Han var i går i Kragenæs for at følge isætningen af Stern Hausboots første husbåd til udlejning i Danmark. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Plads til 12 husbåde
Kragenæs Marina Lystcamp er på én og samme tid både campingplads og lystbådehavn.
I havnen kan ejere også få et alternativt sommerhus i form af en husbåd.
Kystdirektoratet har i alt givet tilladelse til placering af 12 husbåde i lystbådehavnen i Kragenæs.
Tilladelsen følger havnen, som Lolland Kommune ejer, men som Birgithe og John Pedersen er driftsansvarlige for.