Vil genhuse beboere i pavilloner på græsplænen
En visualisering af de kommende rækkehuse i den nye afdeling i Rosenparken i Nakskov. Foto: Visualisering: Boligkontoret Danmark
Visualisering: Boligkontoret Danmark
Helhedsplanen til 118 millioner kroner indeholder nedrivning af tre af de seks blokke, renovering, energieffektivisering og opførsel af nye etplans-rækkehuse.
NAKSKOV Coronaen har hidtil umuliggjort at holde fysiske afdelingsmøder, men tirsdag kan beboerne i de 156 lejligheder i Rosenparken i Nakskov endelig høre mere om det store bygge- og renoveringsprojekt for afdelingen.
Det forventes, at der kan tages det første spadestik i efteråret 2022.
I dag består Rosenparken af seks blokke, og i renoverings- og byggeprojektet rives tre ned. I stedet opføres 30 nye og tidssvarende rækkehuse på grunden. I de tre tilbageværende blokke nedlægges boligerne på anden sal, og alle boliger i stueetagen gøres seniorvenlige uden trapper og med egen terrasse.
De 30 boliger på første sal i de tre tilbageblivende blokke får nye vinduer og døre, isolering, ventilation med varmegenvinding og nye indvendige døre samt renoveret badeværelset.
- Planen er at igangsætte nedrivningen af de tre blokke og nybyggeriet af Rosenparken 2, samtidig med at renoveringen af en af de tre blokke påbegyndes, oplyser Søren Møgelgaard Jensen fra Boligkontoret Danmark, der er forretningsfører for Nakskov Almene Boligselskab, der har Rosenparken.
Bygge- og renoveringsprojektet kommer til at stå på i et par år, og det betyder, at en række beboere skal genhuses i boligpavilloner på den store græsplæne i op til seks måneder, mens arbejdet pågår.
Fra 156 til 90 boliger
Det eksisterende antal boliger i Rosenparken på 156 reduceres til 60 boliger plus 30 nye rækkehuse i den nye afdeling, Rosenparken 2. Næstformand for NAB, Jonna Lund Hansen, opfordrer beboerne til at tage det roligt, selv om der bliver 66 færre lejligheder efter renovering og nybyggeri:
- Ja, der er 66, der ikke bliver plads til, men vi skal nok løse det, så vi finder en ny bolig til dem, der også passer i huslejeniveauet. Det bliver selvfølgelig sværere og sværere, fordi Lolland Kommune reducerer vores boligmasse, men det skal nok løses.
- Jeg tror, at der er 66, der ikke ønsker at komme tilbage. Også fordi de ikke orker at flytte én gang til, og vi har jo prøvet genhusning flere gange før i andre afdelinger, og det har altid flasket sig, lyder det fra NAB's næstformand.
Forventninger og usikkerhed
I en pressemeddelelse supplerer formanden, Liselotte Ploug, med, at der naturligvis er både forventninger og usikkerhed i forhold til processen:
"Det er jo ens hjem og ens base. Og mit klare indtryk er, at beboerne er glade for at processen med at skabe et tidssvarende boligområde i Rosenparken nu kan gå i gang," siger hun.
Nakskov Almene Boligselskab har netop valgt rådgiver i bygge- og renoveringsprojektet:
"Vi har virkelig set frem til at bygge og gentænke i vores afdeling Rosenparken, der oprindeligt blev opført i 1949. Vi synes Pålsson arkitekter er meget lydhør i forhold til vores ønsker og krav, for eksempel i forhold til tilgængelighed," lyder det videre fra Liselotte Ploug.
Pålsson arkitekter skal nu bruge cirka et år på at projektere opgaven, der derefter skal i udbud, hvilket typisk tager yderligere et halvt år, oplyser Søren Møgelgaard Jensen fra Boligkontoret Danmark.
Særligt projektets bredde og fokus på bæredygtighed er interessant for Pålsson arkitekter, lyder det fra de kommende rådgivere. Eksempelvis det med genbruge materiale i stedet for at købe nye, siger projektleder Jess Andersen.
Som led i et Realdania-projekt undersøges det, om mursten fra de nedrevne blokke kan genbruges, og det kan de. De genanvendte sten skal danne en isolerende formur om de tre blokke, der står tilbage.
I NAB har man også en forhåbning om, at projektet kan afstedkomme nogle lokale arbejdspladser, da boligselskabet anerkender at have et socialt ansvar.
Rosenparkens beboere er inviteret til afdelingsmøde tirsdag om det omfattende bygge- og renoveringsprojekt.
Seneste artikler
Var det uheld eller forsøg på millionsvindel? Nu fortsætter yacht-sagen
Festivalleder: - Vi er dér, hvor vi skal være
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Der var sommerfugle i maven før historisk broløb
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Mest læste artikler
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Kronprinsen til stor brofest
Kronprinsen på broen
Fra forfald til fællesskab: Kulturhus får millionbevilling