Vil have gadelys med solceller

Der er igen kommet lys i lamperne - mens der tænkes over en alternativ løsning. Foto: Claus Hansen

Lolland Kommune har atter tændt lyset i Blans, mens nye løsninger overvejes.

Offentliggjort Sidst opdateret

BLANS Kort før jul slukkede Lolland Kommune gadelyset udvalgte steder, hvor der kun står få gadelygter. Det skete, fordi Energistyrelsen forlanger, at al el skal måles, og man kan ikke længere have lokale aftaler om en fast afregning, som det blandt andet var tilfældet med de to gadelys i Blans.

Alligevel kan borgerne i Blans nu glæde sig over, at der ved byens to stoppesteder atter er lys i mørket. Kommunens park og vej-afdeling har trykket på kontakten, der giver lys i lamperne.

- Det har vi valgt at gøre, så længe processen vedrørende gadelyset kører, fortæller park og vejchef Kjeld Jensen.

Han valgte sidste år, at man skulle slukke for strømmen alle de steder, hvor der ikke er måler på, hvilket gælder gadelygterne enkelte steder, noget hegn og mindre belysninger.

- Havde vi på forhånd gået ud og spurgt borgerne, ville vi få at vide, at vi ikke kunne slukke for strømmen nogen steder. Nu har vi set, hvor folk har savnet det, forklarer vejchefen.

Løsningen man arbejder på, er gadelys drevet på solceller. Men hvornår en sådan løsning er klar, tør Kjeld Jensen ikke sige.

- Jeg forventer ikke, det bliver i denne mørke tid, men formentlig først med implementering i løbet af sommeren.

I kommunens park og vej-afdeling handler det om at finde den helt rette løsning, som også lever op til forventningerne. For nogle dage om vinteren kan det være småt med sollys, og der skal solceller stadigvæk hente nok strøm til, at gadelyset fungerer upåklageligt.

- Sælgeren siger, at det ikke vil være noget problem, men vi har bedt om at få referencer, så vi kan tale med nogle om, hvordan det virker i praksis, siger Kjeld Jensen.

En af de beboere i Blans, der reagerede, da gadelyset blev slukket, er Bjørn Christensen. Han glæder sig over, at der nu er kommet lys igen.

- Selv om der kun er to gadelys i byen, så blev den meget mørk, da de blev slukket.

Byens beboere gik sammen ved to stormøder, og klagede i fællesskab til kommunen, da det gik op for dem, at gadelyset ikke bare var i uorden.

- Man havde lige ofret en masse penge på at sætte led-belysning op, og så slukkede man gadelygterne. Det kunne vi ikke forstå, siger Bjørn Christensen.

Han opfordrer kommunen til at gå sammen med andre kommuner, der står med samme problem, så de i fællesskab kan gå til Energistyrelsen og klage over den ekstra udgift, som de er blevet pålagt.

Læs også artiklen: Har droppet nogle gadelys