Vil have mere e-sport

Sidste år var der for første gang stor e-sportsturnering i Lolland Kommune. Sammen med DGI blev der afviklet finalestævne i Kulturværket, som hold fra Sydsjælland og Lolland-Falster havde dystet om at kvalificere sig til. Foto: Flemming Keith Karlsen

Lolland Kommune giver 200.000 kroner til øge sport via computeren

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Sidste år blev der for første gang afviklet landsdelsmesterskaber i computerspillet CS:GO, da Lolland Kommune og DGI Storstrømmen gik sammen om mesterskabet, der kulminerede med et finalestævne i Kulturværket i Maribo.

Selvom stævnet trak færre tilskuere end forventet, er kommunen klar til at bakke op om e-sport som et fast tilbud til landsdelens unge. Det sker med et ekstraordinært tilskud på 200.000 kroner, der er øremærket til e-sports-initiativer i år og næste år.

- Vi synes, det var et spændende stævne, men er klar over, at det ikke er noget, som man kan gøre på ét år. Vores strategiske tanke er, at vi nok skal prøve det tre gange for at se, om det slår an i vores område eller ej, og vi har også lyttet til, hvad DGI siger, forklarer formanden for fritids- og kulturudvalget Tine Vinther Clausen (V).

Efter turneringen kunne man allerede begynde at se flere lokale idrætsklubber vise interesse for e-sporten, og på ungdomsskole-niveau er der også et øget fokus på sport via computeren.

Formanden håber, at et øget fokus også gør, at flere lokale klubber har lyst til at dyste i e-sport. Indenfor genren er CS:GO, som dækker over spillet Counter Strike: Global Offensive, den største disciplin. Det er også her, at Danmark har nogle af verdens bedste spillere. Der dystes dog også i blandt andet fodboldspil og i League of Legends.

Sidste år var e-sport for første gang med som opvisningssport ved Asian Games i Indonesien, der som OL finder sted hvert fjerde år, og når disse lege finder sted i Kina i 2022, vil e-sport være blandt de officielle discipliner, hvor medaljerne tæller.

Læs også artiklen "Fortæller om e-sport" i tirsdagens Folketidende, hvor du kan læse om et møde, hvor foreninger, der har lyst til at kaste sig over e-sport, blive klogere på, hvad det kræver.