VIL SÆTTE LADESTANDERE OP VED LUFTHAVN

Lolland-Falster Airport arbejder på at sætte ladestandere op ved lufthavnen fra udbyderen Clever. Arkivfoto: Anders Knudsen

Offentliggjort Sidst opdateret

HOLEBY: Indenfor den nærmeste fremtid kan det blive muligt at lade elbilen op ved Lolland-Falster Airport.

Hos udbyderen Clever er man ved at undersøge mulighederne for at få sat 6 til 10 ladestandere op ved lufthavnen til opladning af elbiler.

- Vi er begyndt at tænke på mulighederne for at få et par ladestandere hernede. Det er jo rigtig vigtigt. Der er flere, der kører rundt i elbiler, lige for tiden er det vist ikke så populært, men ellers er det generelt vigtigt med den grønne omstilling. Der vil vi herude på airporten gerne være med. Bare fordi man kører i elbil, så skal man ikke til Maribo eller Nykøbing for at lades op. Når man alligevel kommer herned og flyve eller en anden aktivitet på flyvepladsen, så har man en mulighed for at lade op, fortæller Hans Mouszynski, lufthavnschef hos Lolland-Falster Airport.

Indtil videre er man stadig tidligt i arbejdet med ladestanderne.

- Vi er kun lige begyndt at drøfte det. Så det er ikke sådan, at vi i løbet af vinteren har ladestandere oppe. Vi skal lige have styr på det forskellige. Der er jo også nogen, der skal betale for dem, fortæller Hans Mouszynski.