VIL UDVIDE SKOLE FOR MILLIONBELØB
Lolland International School er blevet så stor en succes, at der er brug for at skaffe mere plads. Arkivfoto: Anders Knudsen
.
Lolland International School skal udvides fra 100 til 120 elever, mener politikere, som søger om ekstrabevilling.
LOLLAND: Den internationale folkeskole i Maribo, Lolland International School, er blevet så stor en succes, at der er brug for at udvide den for at imødekomme efterspørgslen. I dag har skolen plads til 100 elever, men et enigt Børne- og Skoleudvalg har på sit seneste møde indstillet til at udvide til 120 elever.
Det vil koste 1,4 millioner kroner ekstra om året, og de penge søger udvalget nu om en tillægsbevilling til. Dermed vil kommunens finansiering af skolen blive øget fra 7,1 til 8,6 millioner kroner om året.
Samtidig skal skolens vedtægter ændres, og en sådan ændring ventes at kunne blive vedtaget af byrådet 13. oktober. Kommunen forventer, at de 20 ekstra elever kan begynde kort derefter.
- Jeg ved ikke, om det kommer bag på nogen, at skolen er en succes, men jeg er positivt overrasket over, at det er gået så stærkt, og at vi står i en situation, hvor vi kan risikere at mangle plads, siger udvalgsformand Thomas Østergaard (S).
Jeg ved ikke, om det kommer bag på nogen, at skolen er en succes, men jeg er positivt overrasket over, at det er gået så stærkt, og at vi står i en situation, hvor vi kan risikere at mangle plads.
Thomas Østergaard (S), formand for Børne- og Skoleudvalget
Når udvidelsen bliver på 20 elever, er det fordi, det er, hvad der fysisk kan klemmes ind i de eksisterende bygninger - og udvidelsen forudsætter endda, at en del af undervisningen gennemføres på Borgerskolen.
- Hvis det viser sig, at der kommer endnu flere udlændinge hertil med behov for international skole, står vi med en udfordring, bemærker Thomas Østergaard.
Han tilføjer, at man ikke bare lige kan tage en hvilken som helst bygning i brug, da der i dag er skrappe regler om eksempelvis ordentlig udluftning. Udvalget har dog bedt forvaltningen om at se på, hvilke muligheder der kan være.
En investering
- Det er svært ikke at være tilfreds med, at det er sådan en udfordring, vi står med, og vi har rigtig mange positive og glade tilbagemeldinger fra forældrene, siger Thomas Østergaard, der ser udvidelsen som en god investering - også selvom den altså kræver en tillægsbevilling.
- Hvis ikke det kommer kommunekassen til gode, må vores lokale virksomheder da få besat nogle stillinger med højtuddannede specialister. Og det kan også være, de bliver rigtig glade for at bo og arbejde på Lolland, så de tænker, at de vil fortsætte med at bo her. Så det er at understøtte vores virksomheder, mener han.
Når skolen har nået det nye loft på 120 elever, vil der selvsagt kun kunne optages nye elever, når andre går ud. Og politikerne vil give skolen kompetence til at prioritere udenlandske elever, ligesom der lukkes for at optage elever fra andre kommuner - med mindre de har søskende på skolen.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker