Vildheste har fået fem føl

Da Folketidende besøgte hesteflokken i februar 2018, var der tydelige tegn på, at der ville komme nye føl til i år. Foto: Claus Hansen

Det har været et godt år for den flok heste, der afgræsser Fugleværnsfondens arealer i Saksfjed-inddæmningen. Og havørnene er tilbage ved deres rede.

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSFJED De vilde heste i Saksfjed-inddæmningen har i løbet af det seneste år fået hele fem føl, og dermed blev 2018 et produktivt år for flokken.

- Nu er flokken oppe på 20 heste, fortæller Rasmus Romme fra Lyttesholm Naturcenter. Han er blandt dem, der holder hestene under opsyn og sørger for, at de altid har adgang til vand. Maden sørger hestene selv for, og det er netop deres opgave at holde vegationen nede af hensyn til fuglene.

Også selv om flokken er vokset, er der stadig rigelig mad til dem på de 117 hektar, de råder over, efter indhegningen sidste år blev udvidet.

Mens hestene har haft succes med reproduktionen, fik områdets havørne ingen unger på vingerne sidste år - dertil var der for meget kamp om den lokale rede sidste forår.

- Men det gamle par er tilbage ved reden og er også begyndt at bygge videre på den, fortæller Rasmus Romme.

Reden har de senere år været forsynet med kamera, så der er mulighed for at følge begivenhederne via internettet.

- I øjeblikket er kameraet taget ned til eftersyn, men det kommer op igen, lover Rasmus Romme.jk