Vildt mange skal til Tyskland: Nu tager Scandlines konsekvensen

Rigtig mange danskere skal med færgen fra Rødbyhavn i weekenden. Derfor har Scandlines indsat en ekstra færge. Arkivfoto: Anders Knudsen

Det bliver en rigtig travl weekend for Scandlines.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mange danskere sad klistret til skærmen tirsdag. Med nedbidte negle og hjertet bankende afsted krydsede de fingre for, at Serbien i de døende minutter ikke fik bolden i nettet.

Men heldigvis sørgede vi får, at Serberne ikke kom på måltavlen.

Og 0-0 resultatet betød, at Danmark nu er klar til ottendedelsfinalen mod de stærke tyskere.

Nu gør rigtig mange sig klar til at tage turen fra Danmark til Dortmund, hvor kampen skal spilles på Signal Iduna Park lørdag den 29. juni.

Mange af de heppende roligans skal med færgen fra Rødbyhavn til Puttgarden. Det har fået Scandlines til at, som rederiet skriver i en pressemeddelelse, sætte "alle sejl til."

Der skal være plads til alle, og derfor har Scandlines indsat en ekstra færge.

- Hvis man vil med en af de populære afgange i weekenden, gælder det om at få bestilt billetten. For samtidig med fodboldkampen i Dortmund starter danske skolebørn sommerferie. Vi opfordrer meget til, at man kører hjemmefra i god tid, for der kan opstå kø, særligt på vej ud af København, når så mange gerne vil afsted på samme tid, siger Lars Kyrø, VP Head of Commercial Management, i pressemeddelelsen.

Billigere billetter

Hver halve time sejler færgen fra Rødbyhavn døgnet rundt. Og Scandlines skriver i pressemeddelelsen, at det har indført et "dynamisk billetsystem." Det betyder, at visse afgange vil være billigere, hvis man bestiller i god tid.

Den første weekend i juli er nogle af de travleste dage for Scandlines. Her får folkeskoleeleverne sommerferie, og det betyder, at familier pakker bilen og søger mod syd.

- Den første weekend i skolernes sommerferie er altid helt særlig for os, og det starter allerede fredag, for de første kører, lige så snart børnene har fået fri fra skole. Den weekend er alle mand på dæk for at give kunderne en god oplevelse – også ledelsen må forlade skrivebordet og står de dage på havnen i Rødby og sender vores passagerer godt afsted på ferie, fortæller Lars Kyrø.

I år skal skoleelever og fodboldfans sammen afsted mod Tyskland, men Scandlines lover i pressemeddelelsen, at "ingen kommer til at køre forgæves, og at der er plads til alle."