Vred landmand fra Askø: Politikerne kan ikke finde ud af noget som helst

Henrik Rasmussen driver landbrug på Askø, men med færre sejladser til øen, er det svært at få roerne videre til sukkerfabrikken. Foto: Palle Nevad Frandsen

Besparelserne på færgetrafikken til Fejø, Femø og Askø kastede hårde ord af sig, da Lolland byråd havde spørgetid ved torsdagens møde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Armene er korslagte hos flere af de godt 30 tilhørere, som torsdag aften har fundet vej til byrådsmøde i Nakskov. De er kommet med en sag, og de er vrede. Vrede over besparelser på færgetrafikken til de tre småøer nord for Lolland, vrede over færre afgange, udsigten til færre færger og ekstra lang sejlads for især øboerne på Askø.

Juletiden har ellers ry for at være en sød tid på året. En tid, hvor der spredes glæde i de små hjem, hvor det er hjertevarmen som luner hos store og små. Sådan føles det også længe i de midlertidige byrådssal, der i denne måned er henlagt til mødesalen på Nakskov Bibliotek. Politikerne stråler, og flere gange tales der med begejstring om en lang række andre sager. sagerne.

Begejstringen smitter dog ikke ud til tilhørerne. Her bliver der lyttet med skeptiske blikke, hostet og der er i hvert fald en enkelt som nupper en lur under det næsten tre timer lange møde. De er ikke kommet for at være begejstrede, for det føler de ikke, at den nye færgestrategi giver plads til,.

Besparelse ved færre afgange

Lars Madsen vil gerne vide, hvad det er for en besparelse, der er, når færgen skal sejle længere med bilerne for at nå Kragenæs fremfor Bandholm. Han er tidligere blevet henvist til overfartslederen, men føler ikke at svaret derfra gav mening.

Kan vi være sikre på, at vi kan komme over i fremtiden?

Henrik Rasmussen

- Der er færre afgange på vintersejlplanen, og det er med til at give en besparelse, forklarer formanden for teknik- og miljøudvalget, Tine Vinther Clausen (V).

Svaret forstår spørgeren dog ikke, for der kunne vel også bare være færre afgange til Bandholm, og så ville man stadig sejle en kortere distance - og spare på brændstoffet. Svaret her er, at det giver fordele at samle alt personale på ét sted fremfor flere, forklarer udvalgsformanden.

Fået nej til ekstra overfarter

Henrik Rasmussen har også bedt om lov til at stille spørgsmål. Han driver landbrug på Askø, men har svært ved at få afgrøderne fra øen og ind til Lolland.

- Vi har tidligere fået at vide fra Holger (Schou Rasmussen, red.), at vi bare kunne bede om ekstra overfarter, og så fik vi det. Vi har spurgt to gange, og det er ikke lykkedes. Kan vi være sikre på, at vi kan komme over i fremtiden?

Lars Madsen savner transparens i besparelserne ved at flytte Askø-færgen fra Bandholm til Kragenæs, og fik ved byrådsmødet mulighed for at stille spørgsmål til Tine Vinther Clausen (V). Foto: Palle Nevad Frandsen

I en periode på flere uger skal der masser af roer væk fra øen, og Tine Vinther Clausen slår hurtigt fast, at hun kan sagtens se, at der er en udfordring. Hun forklarer, at der måske skal sættes en ekstra færge ind, men henviser med det samme til overfartslederen.

- Bliver der sat ekstra færger ind, skal man dog forvente, at man skal betale for at få driften i særfærgerne til at hænge sammen, forklarer hun.

Smadrer livet på Askø

Svaret kan Henrik Rasmussen tydeligvis ikke bruge til meget.

- Fra klokken 11 om formiddagen til 16.30 om eftermiddagen kan vi ikke komme over. Vi kan nå to læs om morgenen, og efterfølgende er fabrikken lukket. Hvis vi skal drive et erhverv på øen, skal der være mulighed for at komme over.

Igen bliver han dog henvist til overfartslederen uden at få et svar på sit spørgsmål.

Det er jo ikke for sjov, at vi står her gang på gang.

Henrik Rasmussen

Landmanden har svært ved at forstå, hvorfor man allerede skal lave ændringerne nu, når man end ikke har den elfærge, som egentlig er kommunens mål.

- I bruger det dobbelte i dieselolie ved at flytte færgen til Kragenæs, og så sparer i måske lidt lønninger tre timer midt på dagen. Til gengæld smadrer i livet på Askø ved at folk ikke kan komme frem og tilbage. Vi skal bruge tre timer på at sejle frem og tilbage til Askø, mod den halve tid nu.

Harme hos spørgeren

Da borgmester Holger Schou Rasmussen (S) griber ind i spørgetiden, og siger at der har været masser af muligheder til at diskutere sådanne spørgsmål i færgegrupperne, får Henrik Rasmussen nok.

Han har allerede udtrykt, at han er harm over det, han ser som tankeløshed hos politikerne.

- Det er jo ikke for sjov, at vi står her gang på gang. Det kan ikke lade sig gøre, det, som I laver her, protesterer han, mens borgmesteren forsøger at lukke ned for talestrømmen.

- I bliver sgu nødt til at lave det om, og det er de samme syv som sidder her, der ikke kan finde ud af noget som helst, siger Henrik Rasmussen hovedrystende og med blikket rettet mod Tine Vinther Clausen og med henvisning til hendes udvalg.

Julestemningen og den søde tid føler man ikke på de tre små øer, når det handler om adgangen til de færger for øernes beboere og gæster.