WIMBLEDON-MESTER TRÆNEDE LOKALE TENNISSPILLERE
Frederik Løchte Nielsen trænede ungdommen i Nakskov Tennisklub fredag. Foto: Jan Knudsen
Foto:Jan Knudsen FT
Nakskov Tennisklub fik fredag eftermiddag besøg af en vaskeægte tennisstjerne.
NAKSKOV: - Det er noget af det største, man kan forestille sig for en tennisklub som vores. Arrangementet her har været undervejs i to år - det siger lidt om, hvor komplekst, det er, at hive et navn af den størrelse til Nakskov. Han har jo vundet Wimbledon, og det er der ikke mange, der kan prale af, fortæller Morten Rasmussen, næstformand i Nakskov Tennisklub, fredag eftermiddag.
Hun er så lille, at ketsjeren næsten er lige så stor som hende. Men med opmuntrende ord fra den anden side af nettet får hun alligevel ram på den gule tennisbold, der kommer flyvende i et relativt moderat tempo.
Ikke just hverdag
Det lyder som en almindelig træningssession for børne- og ungdomsspillerne i Nakskov Tennisklub, men det er det langt fra. Det skulle have været juniorlandstræneren, der stod på den modsatte side af nettet og gav tips og tricks fra sig, men han måtte akut til udlandet. Derfor er det Frederik Løchte Nielsen, der egentlig ikke skulle have været involveret i selve træningen, der nu står og slår bolde med ungerne.
Han vandt Wimbledonturneringen i double i 2012 - af mange anset som et af de største, danske tennisresultater nogensinde, måske særligt på herresiden.
Et samarbejde
Besøget er resultatet af et samarbejde mellem Spar Nord, Tennis Øst og Nakskov Tennisklub. Og det er noget ganske særligt at stå og slå bolde med en mand, der har spillet tennis på allerøverste niveau. Det forklarer Vera Elander Rasmussen, der er 12 år gammel, og har spillet tennis, siden hun var syv.
- Han kommer med nogen gode råd, synes jeg. Han fortalte, at jeg skulle holde armen mere oppe, når jeg smashede, og det hjalp mig, forklarer unge Vera.
Hun vil også gerne selv spille landsholdstennis, når hun bliver ældre. Vi aftaler at tage et interview mere, når det bliver tid til dén slags.
Friske, unge mennesker
Dagens mand i skysovs, Frederik Løchte Nielsen, napper lige hurtigt en tår vand. Det giver anledning til en hurtig snak om besøget i Nakskov:
- Jeg må indrømme, at jeg faktisk aldrig har været forbi klubben her, og det er da en skam! Jeg synes, her er nogen dejlige faciliteter og nogen friske, unge mennesker, som gerne vil spille noget tennis. Det er altid skønt at komme ud og opleve noget nyt, og den entusiasme, man bliver mødt af, er fantastisk, forklarer Frederik Løchte Nielsen, før det igen er tid til at træne videre.
Som at få besøg af Laudrup
Pia Ørbæk er ungdomstræner i klubben. Hun glæder sig over at se de unge mennesker få træning på dét niveau:
- Det er jo som at få Michael Laudrup forbi, hvis man er en fodboldklub. Det er på det niveau, vi er. Og ungerne viste faktisk ikke, at det var Frederik, der skulle træne dem, men de ser vældig glade ud, konstaterer Pia Ørbæk.
Det er jo som at få Michael Laudrup forbi, hvis man er en fodboldklub. Det er på det niveau, vi er. Og ungerne viste faktisk ikke, at det var Frederik, der skulle træne dem, men de ser vældig glade ud.
Pia Ørbæk
- Nu skal vi sætte alle de ting, vi har øvet, sammen på én gang, forklarer tennisstjernen, der i dag er ungdomstræner. En baghånd, spil ved nettet og så skal der smashes. Og det lykkes heldigvis for ungdomsspillerne, der har store smil og sved på panden.
Seneste artikler
Efterlyser vidner i sag om grov vold
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Dodekalitten indvies med Dodekalit-løb
Miklo indtager ny basketballbane: - Det er virkelig fedt
Var det uheld eller forsøg på millionsvindel? Nu fortsætter yacht-sagen
Mest læste artikler
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Kronprinsen til stor brofest
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Kronprinsen på broen