Fire trick der får dig længere på literen
Det redder næppe månedens budget, men et femte trick til at spare en smule brændstof er at bremse med motoren. Det gør du ved at slippe speederen uden at trykke koblingen ned - for eksempel når du kører frem mod et rødt lys eller ad afkørslen på motorvejen. (Arkivfoto) Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Du er god ved klimaet, sparer penge og kører mere sikkert, hvis du følger en række simple råd, når du kører bil.
En grønnere type benzin er på vej mod de danske tankstationer, men et skift til E10 er langt fra det eneste, du kan gøre, hvis du som bilist vil skåne miljøet en smule.
Og ikke nok med det: Du kan samtidig spare penge, køre mere sikkert og slide mindre på din bil.
Søren Holten Jacobsen, som er chefinstruktør på FDM Sjællandsringen, giver her fire simple trick, der får dig længere på literen i din benzin- eller dieselbil.
1) Kør i det rigtige gear
Det lyder måske banalt, men rigtig mange bilister kører rundt i et for lavt gear.
- Og kører man i fjerde, når man burde køre i femte, koster det 20 procent ekstra brændstof, fortæller Søren Holten Jacobsen.
Har du gearskiftindikator i din bil, så følg den. Også selv om det betyder, at du skal køre i femte gear allerede ved 60 kilometer i timen.
2) Kør lidt langsommere
Hastigheden spiller også en stor rolle for, hvor meget benzin eller diesel du bruger - og kører du på motorvejen, kan du igen spare cirka 20 procent brændstof på at køre 110 kilometer i timen frem for 130.
- Så har man ikke noget, man skal nå, er der ingen grund til at stresse, siger chefinstruktøren.
Han anbefaler i samme vending, at du kører med GPS, så du hele tiden har overblikket over, hvor langt du har til din destination.
- Når man ikke stresser, kører man også mere sikkert, påpeger han.
3) Kør defensivt
Rådet for Sikker Trafik dikterer, at du skal køre bil, når du kører bil - og det bakker Søren Holten Jacobsen op om.
For når du holder fuld fokus på kørslen og orienterer dig langt frem, kan du også her spare benzin.
- Det koster meget brændstof at accelerere, så hvis man kan holde en nogenlunde konstant hastighed, er det optimalt, siger han og uddyber:
- Hvis man kigger efter røde lys langt fremme, så kan man indrette sin hastighed efter det og undgå at bremse helt ned, men i stedet rulle lige så stille frem mod krydset. Det er også en mere behagelig måde at køre på.
Det kræver, at du holder en vis afstand til de forankørende trafikanter, men det øger også trafiksikkerheden væsentligt, påpeger han.
4) Tjek dæktrykket
At køre med det rette dæktryk er vigtigt af to grunde: Du sparer brændstof, og du kører mere sikkert.
Det er særligt vigtigt at få tjekket i vinterperioden, hvor de kølige temperaturer betyder, at dæktrykket falder. For lavt dæktryk kan koste op mod fem procent mere benzin.
- Få det tjekket hver måned. Det er især vigtigt at få tjekket bagdækkene, siger Søren Holten Jacobsen.
Kører du på jule- eller vinterferie med et stort læs, kan et for lavt dæktryk nemlig have stor betydning for sikkerheden, hvis du skal lave en undvigelsesmanøvre.
Samtidig slider du mindre på dækkene, hvis du kører med det rette tryk.
/ritzau fokus/
Seneste artikler
Nu kommenterer NFC-formand rengøringssag
Anholdt efter natligt indbrud i banegårds-kiosk
Først lovede de 33 grader på Lolland - nu er der en ny prognose fra DMI
Nu er han kåret: Her er årets Dølle-medhjælper
Idømt fire års fængsel for voldtægt
Mest læste artikler
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
59.500 kroner til NFC-formand blev bogført som rengøring
Nu går yacht-sagen ind i afgørende fase
Først lovede de 33 grader på Lolland - nu er der en ny prognose fra DMI
Stor havnedag trak flere tusinde til byen