Seat i el-offensiv i Frankfurt

Cupra Tavascan blev præsenteret i Frankfurt. Foto: Bilsektionen.dk

Seat er gået i gang med at vise deres kommende elbiler - især konceptbilen Tavascan viser nye sider af det tysk-spanske bilmærke.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tidligere på året havde Seats første elbil, Mii, verdenspremiere, men i Frankfurt var microbilen flankeret af to nye elektriske verdenspremierer i form af konceptbilen Cupra Tavascan og plug-in-hybridbilen Seat Tarraco PHEV.

Mii bliver Seats første elbil på det danske marked, hvor den introduceres i starten af det nye år. Den populære bybil kan hurtiglades til 80 procent på en time, har en rækkevidde på 260 kilometer og accelererer fra 0-50 km/t. på 3,9 sekunder.

Men Cupra Tavascan er alligevel det mest spektakulære, vi kommer til at se fra Seat. Bilen er opkaldt efter en landsby i Pyrenæerne, som er kendt for sin omkringliggende natur og flotte landskab. Køredynamik og køreglæde er også nøgleordene for Tavascan. Den har to elmotorer - en på forakslen og en på bagakslen - som leverer en samlet ydelse på 306 hk til alle fire hjul.

Cupra Tavascan accelererer fra 0-100 km/t. på under 6,5 sekunder, og litium-ion-batteriet på 77 kWh giver en rækkevidde på op til 450 kilometer (WLTP).

I slutningen af 2020 følger den nye plug-in-hybridbil Seat Tarraco FR PHEV. Drivlinjen i Tarraco PHEV består af en 1.4 TSI-turbobenzinmotor med 150 hk og en elmotor med 116 hk. Når de to kombineres, er der hele 245 hk og 400 Nm til rådighed. De sender den store SUV fra 0 til 100 km/t. på 7,4 sekunder og giver en topfart på 217 km/t.

Trods de sportslige præstationer er den gennemsnitlige CO2-udledning under 50 g/km. Litium-ion-batteriet har en kapacitet på 13 kWh, og det giver Tarraco PHEV en rækkevidde på mere end 50 km (WLTP) på el alene.

Cupra Tavascan er det mest spektakulære, vi kommer til at se fra Seat. Bilen er opkaldt efter en landsby i Pyrenæerne. Foto: Bilsektionen.dk
Køredynamik og køreglæde er også nøgleordene for Tavascan, der har to elmotorer. Foto: Bilsektionen.dk
Tarraco PHEV har en rækkevidde på mere end 50 km (WLTP) på el alene. Foto: Bilsektionen.dk