Selv en smule regn kan gøre køreturen livsfarlig
Sæt farten ned, og hold afstand til forankørende, hvis det regner kraftigt, lyder rådet fra både Falck og Rigspolitiets Nationale Færdselscenter. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vejene kan godt være glatte, selv om vinteren har budt på småt med frostvejr.
Normalt forbinder man glatte veje med nattefrost og snevejr, men det har ikke været aktuelt denne vinter. I stedet har regnen haft overhånden.
Men regn kan også skabe farlige situationer, lyder det fra Falck. Det gælder særligt ved store mængder regn.
- Når himlen åbner sig, og der falder 15 millimeter regn på en halv time, får vi situationer med akvaplaning, som kan være farlige, siger Aase Damgaard, som er driftskoordinator i Falcks Vagtcentral.
Ifølge DMI bliver der i gennemsnit rapporteret skybrud et sted i Danmark 22 dage om året. Men der behøver ikke at være tale om skybrud, før at vejene fyldes med vand.
- Mange steder er grundvandet steget, og det betyder, at jorden ikke kan optage så meget vand som tidligere. Derfor har vi stigende problemer med oversvømmede veje, som kræver en anden adfærd i trafikken, siger Aase Damgaard.
Den adfærdsændring går ud på at sætte farten ned og holde afstand til den forankørende. Der skal nemlig ikke meget til, før du kommer i problemer.
- Du må for guds skyld ikke holde samme hastighed, hvis det regner kraftigt. Det er som at spille russiske roulette med din sikkerhed, siger politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter
Også små mængder regn kan føre til glatte veje.
- Ligger temperaturen lige over frysepunktet, og regner det en smule, kan vejene også blive fedtede. Det samme gælder, hvis det er tåget eller diset, og det samtidig støvregner, siger Aase Damgaard.
Du skal også være opmærksom på huller eller ujævnheder i vejen, som kan være fyldt med vand. Kører du hurtigt over dem, risikerer bilen at miste vejgreb, og det øger risikoen for ulykker, forklarer hun.
Ud over at køre efter forholdene, bør du undersøge dine dæk, hvis du vil mindske risikoen for en snurretur i glat føre.
- Er mønsteret i dækket slidt ned, øger det risikoen for at akvaplane, i forhold til hvis du kører på dæk, der lever op til lovkravet, siger Christian Berthelsen.
Ifølge loven skal du have mindst 1,6 millimeter dækmønster.
Kører du dagligt, anbefaler Christian Berthelsen også, at du bruger penge på et privat kørekursus, så du kan få opfrisket teknikkerne fra glatbanen.
- Er det 30 år siden, at du sidst var på glatbane, kan det sikkert være godt at prøve igen, så du ved, hvordan du skal agere i en lignende situation i trafikken, siger han.
/ritzau fokus/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker