Sport

16-årige Malthe gjorde rent bord ved stor regatta - nu drømmer han om OL

Den forgangne weekends Bagsværd Regatta blev lidt af et triumftog for Maribo Kajakklub med adskillige medaljer. Blandt medaljevinderne var en tidligere OL-deltager og en, der drømmer om at komme til OL.

Kajaktalentet Malthe Reckendorff Pilemand vandt seks guldmedaljer ved weekendens Bagsværd Regatta. Nu drømmer den 16-årige om at komme med til OL i 2032. Privatfoto
Offentliggjort Sidst opdateret

Det regnede nærmest med medaljer over Maribo Kajakklub, da klubben i den forgangne weekend deltog i et af årets store stævner på hjemlig grund, Bagsværd Regatta 2025.

Den helt store medaljesluger blev 16-årige Malthe Reckendorff Pilemand, der gjorde rent bord og vandt alle de seks U16-klasser, han stillede op i. 

Han vandt både enerkajak over 200 meter, 500 meter og 2.500 meter. Derudover vandt han toerkajak over 200 meter og 500 meter sammen med Laurits Hald, Limfjorden, og var med til at vinde firerkajak over 500 meter.

- Det var sindssygt fedt. Bagefter blev jeg udtaget til de nordiske mesterskaber på grund af det, fortæller Malthe Reckendorff Pilemand, der har roet, siden han var otte år og i øjeblikket går på efterskole i Silkeborg, hvor han også træner.

Drømmer om OL

Allerede sidste år blev han sammen med klubkammeraten Anton Jensen udtaget til Olympic Hopes Regatta i Szeged i Ungarn. Og netop det olympiske er et af fremtidens mål for det lokale kajaktalent.

- Mit næste mål er EM til næste år, og så drømmer jeg også om at komme med til OL i 2032, fortæller han.

- Jeg kan bedst lide at ro enerkajak. Det er sjovest, for der er det dig selv, der styrer. De andre discipliner er også fede, men i enerkajak kan man bedre styre tingene selv, tilføjer han og erklærer, at 500-meteren er hans favoritdistance.

Malthe Reckendorff Pilemand fik prøvet turen til toppen af podiet i Bagsværd nogle gange i løbet af weekenden. Privatfoto

Maribo Kajakklub har gennem tiden fostret flere OL-deltagere og medaljevindere, og en af dem deltog også i weekendens Bagsværd Regatta.

Det var René Holten Poulsen, som ellers officielt sluttede sin karriere efter OL i Paris sidste år. I Bagsværd stillede han op for sjov i 200 meter toerkajak sammen med Søren Rask Maretti og vandt en bronzemedalje.

Masser af medaljer

Derudover tog førnævnte Anton Jensen også godt for sig af topplaceringerne ved regattaen i Bagsværd, hvor det blev til imponerende fem medaljer i U18-klassen: 

Bronze i 5.000 meter enerkajak, guld i 200 meter toerkajak sammen med Christian Bacher, sølv i 500 meter toerkajak med Magnus Nissen, bronze i 1.000 meter toerkajak med Magnus Nissen og sølv i 500 meter firerkajak med Sebastian Holm Honoré, Jonathan Qvist og Christian Nielsen.

Desuden vandt Jeppe Borgaard guld i 500 meter firerkajak med Jeppe Kristensen, Valdemar Jørgensen og Sebstian Rask. Han vandt også to bronzemedaljer i U23-rækken - i 500 meter toerkajak med Jonas Dürr Holte og i 1.000 meter toerkajak med Kristian Kamper.

Hos kvinderne vandt Katrine Jensen både en guld- og en bronzemedalje i seniorrækken. 

Guldet kom i hus i 500 meter firerkajak sammen med Frederikke Hauge Matthiesen, Sara Milthers og Bolette Nyvang Iversen. Efterfølgende blev Katrine Jensen også udtaget til EM på distancen. Bronzemedaljen blev roet hjem i 500 meter enerkajak.