200 kilometer i timen - rallyeliten indtager Falster

75-års jubilæumsløb, 45 biler og 301 kilometer asfalt – Nykøbing F. Motorsport er vært for 1. afdeling af DM i rally.

Lørdag afholdes der første afdeling af DM i Rally på Nordfalster og Møn. Det hele starter dog på Cementen i Nykøbing.
Offentliggjort

200 kilometer i timen gennem Falster, skarpe sving skåret til perfektion. Hvert sekund tæller.

Det er ikke en vanvidsbilists flugt fra politiet, der her beskrives, men det, publikum kan opleve på lørdag den 24. maj.

Her står Nykøbing F. Motorsport for 1. afdeling af DM i rally, der samtidig er klubbens 75-års jubilæumsløb.

– Vi har et slogan, der hedder "fart med fornuft". Det vil sige, at vi godt kan lide at køre stærkt, men det er et afspærret område, hvor der er styr på forsikring og det hele, siger Flemming Sarka, tidligere formand, nu sponsorkontakt og medlem af løbsledelsen.

Det store præcisionsarbejde

Fredag morgen starter det for kørerne. Dagen inden det store løb skal ruten gennemgås. I en almindelig bil kører de banerne igennem og tager noter: Her går det til højre, her skal svinget skæres, eller her skal det ikke, fordi kantstenen går for langt ud.

Alt dette skriver navigatøren ned, som under løbet sidder ved siden af køreren. Og når der så rigtig skal køres, kan han give præcise instrukser om, hvad der er i vente.

– Det er et fantastisk stort præcisionsarbejde, de to har inde i bilen. Og det er jo selvfølgelig nogen, der har kørt sammen i mange år.

Den store dag

Om lørdagen går det for alvor løs. 45 biler stiller til start på Cementen i Nykøbing, et sted, bilerne også flere gange vender tilbage til i løbet af dagen.I alt skal der køres 301 kilometer på Falster og Møn.

Nykøbing F. Motorsport har selv fire biler med. Ens for dem alle er, at de skal køre DM for klubben for første gang. Og den tidligere formand har store forventninger til flere af kørerne.

Flemming Sarka fremhæver blandt andre Morten Jensen og Henrik Sørensen, hvis bil er 100 procent i orden, siger han.

Han har også et rigtig godt øje til Simon Lund Larsen, der stiller op i en lånt Suzuki Swift.

– Han rejste til udlandet for at være mekaniker, men inden da var han både ungdomsmester og danmarksmester og har kørt en VM-afdeling. Han har været rigtig dygtig, så det bliver sjovt at se ham tilbage.

Metal om halsen?

Løbet i Nykøbing er det første af i alt fem DM-afdelinger. Og måske kan en lokal kører ende med at få metal om halsen.

– Det skulle ikke undre mig, om Simon (Lund Hansen, red.) overrasker. Nu har han ikke kørt i flere år, så han er nok lidt rusten. Men jeg tror, at når han har kørt et par prøver, sætter det sig i ham igen.– Hvis Morten Jensen og Henrik Sørensen har en god dag, kan de måske få en præmie i deres klasse. Jeg tror ikke, at de bliver nummer ét, men måske bliver de nummer tre.

De internationale løb

Selv lagde Flemming Sarka rallynøglerne på hylden i 1980, lige efter han havde fået opfyldt sin drøm om at køre internationale løb. To polske blev det til: det fyrretyvende Rajd Polski og Warszawa-rallyet.

Det er snart nogle år siden nu. Og der er da også sket meget med bilerne, siden han selv kørte i en Opel Ascona A.

– De er meget hurtigere, plus at rigtig mange af dem, der kommer på lørdag, er firhjulstrukne, siger han.

Hvorfor skal man som publikum komme og se det? Altså, så snart man ser bilen, er den jo væk igen?

– Man skal komme for at se bilerne, når de kommer på servicepladsen på Cementen. Her kan de se, hvordan sådan en bil er bygget op. Det er jo ren teknik det hele. Og folk er jo interesserede i at se rallybiler.

– Og det passer ikke helt, at du kun ser den køre forbi. Mange af de prøver, vi har her, er rundbaner, så du ser dem flere gange.

Behovet er tilfredsstillet 

Kørernes benzinfyldte blod pumper rundt i kroppen, men efter en løbsweekend er behovet tilfredsstillet, fortæller Flemming Sarka.

– Der er ikke nogen af vores medlemmer, der ligger og kører hasarderet i byen eller andre steder. Her afreagerer de.

– Og når du har kørt rally sådan en weekend her, så har du sgu ikke så meget lyst til at træde så hårdt på pedalerne det næste stykke tid.

Løbet starter klokken 08.00 fra Cementen i Nykøbing, hvor Ole K. Larsen (V), formand for Landdistrikter, Kultur- og Fritidsudvalget, vil holde åbningstalen.

Allerede fra om fredagen klokken 14 vil du kunne købe programmer – ligeledes på Cementen.