Sydhavsøernes Jul

Mere end 12.000 danske familier er godkendt til julehjælp i år af Dansk Folkehjælp. Arkivfoto: Søren Rosenberg

22.000 børn modtager julehjælp i sidste øjeblik

Det er i år lykkedes Dansk Folkehjælp at hjælpe alle de familier, der har søgt og er godkendt til at modtage Julehjælp. Dermed når hjælpen frem til 21.635 voksne og til over 33.000 børn. 

Offentliggjort

18.458. 

Så mange danske familier har set sig nødsaget til at søge Julehjælp hos Dansk Folkehjælp i år. Og det tegner ifølge hjælpeorganisationen, der har base i Nykøbing, et billede af familier i akut økonomisk pres. 

Flere end 12.000 familier er godkendt til at modtage julehjælpen, og det betyder, at over 22.130 børn 13.637 voksne snart modtager hjælp til juleindkøbene. Igen i år er det muligt for Dansk Folkehjælp at tilbyde julehjælp til alle de familier, der lever op til kriterierne. 

Hos Dansk Folkehjælp skal man være på understøttelse og have hjemmeboende børn for at kunne modtage julehjælp. 

- Vi er heldige med, at vi kan tildele hjælp til alle de familier, der lever op til de krav. Sådan har det heldigvis været i mange år, og det er takket være en lang indsats, der involverer donationer fra mange virksomheder, private og fonde, forklarer generalsekretær Mirka Mozer. 

Hun tilføjer, at mange lavindkomstfamilier er pressede af højere leveomkostninger og et i forvejen minimalt økonomisk råderum. Det understøttes af data fra årets 18.458 ansøgere. Og presset er ifølge familiernes egne besvarelser så stort, at basale hverdagsfunktioner er truet. 

Børnene påvirkes af svær økonomi

80 procent af familierne kan ikke håndtere en uforudset udgift på 2.000 kroner. Og 73 procent svarer, at de inden for de seneste tre måneder har været nødt til at undvære nødvendige indkøb som fødevarer og husholdningsartikler. For over tre fjerdedele af ansøgerne er rådighedsbeløbet under 3.000 kroner om måneden, når alle faste udgifter er betalt.

Fakta:

Dansk Folkehjælps Julehjælp består af et gavekort på 800 kroner til julemad plus 500 kroner til julegaver per barn (dog maks. kr. 2.800 i alt per familie). 

108 familier fra Lolland og 218 familier fra Guldborgsund modtager i år julehjælp. 

Når økonomien i familien er så presset, rammer det børnene direkte og mærkbart, lyder det fra Dansk Folkehjælp. For børnene betyder den økonomiske situation færre muligheder og mindre deltagelse i fællesskabet.

20 procent af familierne angiver, at de ikke har råd til at sende deres børn til en fritidsinteresse, og over 35 procent oplever ikke at kunne betale for børnenes deltagelse i aktiviteter i skole eller institution. Samtidig angiver over 60 procent af de adspurgte forældre, at familiens økonomi har en negativ indvirkning på deres børns trivsel.

Over halvdelen skammer sig

Konsekvenserne mærkes også ved højtider. Over 57 procent angiver, at rådighedsbeløbet er for begrænset til at kunne give gaver ved højtider som blandt andet julen. Hertil kommer, at hele 52 procent svarer, at økonomien direkte afholder dem fra at kunne holde jul for deres børn.

På baggrund af sidste års besvarelser lavede Dansk Folkehjælp en ny undersøgelse, som også har givet anledning til panderynker hos generalsekretæren. 

Det viser sig nemlig, at 57 procent af dem, der modtog Julehjælp sidste år, skammer sig over det. Og 53 procent oplever, at der er fordomme om at være på overførselsindkomst.

- Det er skræmmende, for det er mennesker, der af den ene eller anden grund har brug for rygdækning fra samfundet. Jeg synes, at det er meget høje tal, når det handler om folk, der skammer sig over deres livssituation. Og måske kommer det fra de samtaler, man også har politisk og i samfundet generelt om, at beskæftigelse ses som en måleværdi for, hvad et menneske er værd, og hvad man kan, siger Mirka Mozer.

Oplev julen på Sydhavsøerne