Tysk par udvist

Parret blev tidligere på året snuppet ved ankomst til Gedser. Arkivfoto: Anders Knudsen

50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises

Tirsdag idømte Retten i Nykøbing en 38-årig kvinde og en 39-årig mand knap to års fængsel hver for indsmugling ved Gedser. Samtidig blev begge udvist med et permanent indrejseforbud.

Offentliggjort

Det var ikke på grund af ønsket om en sviptur til det danske sommerland, at et tysk par om eftermiddagen den 11. juni ankom med færgen fra Rostock til Gedser i en BMW. Det afslørede en gennemgang af køretøjet.

I bilen fandt myndighederne 50 liter af det euforiserende stof GBL, som er en svagt lugtende kemisk væske. Det bruges i blandt andet i malingsfjerner, men ved indtagelse omdannes det i kroppen hurtigt til GHB - også kendt som rusmidlet fantasy.

Manden var desuden i besiddelse af 1,5 gram metamfetamin til eget brug.

Udvist

Kvinden, 38-årige Claudia Piede, og manden, 39-årige Robert Sven Heyer, blev begge anholdt og har siden den 12. juni siddet varetægtsfængslet.

Tirsdag var sagen for Retten i Nykøbing, og her blev parret idømt fængsel og udvist af Danmark for bestandig. Det skriver TV 2 Øst.

Claudia Piede blev idømt et år og 10 måneders fængsel, og Robert Sven Heyer blev idømt et år og otte måneders fængsel.