Lolland-Falster

Arkivfoto: Anders Knudsen

Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik

Region Sjælland åbner efter efterårsferien for drop-in vaccination mod influenza og covid-19 uden tidsbestilling for en række borgergrupper.

Offentliggjort

Influenzasæsonen begynder så småt at nærme sig.

Derfor åbner Region Sjælland inden længe 17 vaccinationssteder, hvor en lang række borgere kan blive vaccineret uden forudgående tidsbestilling.

Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Lokalt bliver der oprettet to vaccinationssteder - et på Maribo Sundhedscenter i Maribo og et i Skolegade 3B i Nykøbing.

Vaccinationsstederne har åbent fra 19. oktober til og med 20. december.

Der vil være drop-in uden tidsbestilling på alle åbningsdage mellem klokken 14 og 15. 

Man kan også bestille tid til vaccination på vanlig vis på vacciner.dk eller ved at kontakte Region Sjælland Vaccinebooking på telefon 70 20 42 33. 

Udover influenza kan nogle borgergrupper også blive vaccineret mod covid-19. 

Det gælder blandt andet alle borgere, der er fyldt 65 år. Det samme gælder borgere under 65 år med øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb.

Tilbuddet gælder ikke for vaccinationssteder drevet af Danske Lægers Vaccinations Service, oplyser Region Sjælland.