Guldborgsund

Carsten Flink har skrevet 14 bøger om drengen Alvin, og han læser op af nogle af dem fredag. Arkivfoto: Claus Hansen.

Alvins far får stort publikum

Den lokale forfatter Carsten Flink skal fredag læse op for børn på Stubbekøbing Skole

Offentliggjort

Carsten Flink får et stort publikum, når han fredag er gæst på børne- og litteraturfestivalen i Stubbekøbing.

Godt 100 mindre børn og voksne vil sidde klar til at høre om drengen Alvin, når Carsten Flink i skolens fælleslokale læser op om hans oplevelser.

- Jeg er lidt spændt på, hvordan det kommer til at gå, siger Carsten Flink.

Alvin i stort format

Den lokale børnebogsforfatter fra Hesnæs har nemlig kun en enkelt gang før læst op for så mange børn.

- Det var i Nakskov, og det gik vist meget godt, siger han.

I Stubbekøbing gør han noget særligt for at fange børnenes interesse.

Sider fra seks bøger om Alvin vil han derfor blæse op i stort format, så børnene kan følge med.

14 bøger

Carsten Flink har skrevet om Alvin i rigtig mange år.

- Jeg syntes, at der manglede gode og meningsfulde historier for børn, og derfor begyndte jeg at skrive Alvin-bøgerne, fortæller den tidligere bibliotekar.

Den første handlede om, at Alvin fandt en vase, da han skulle rydde op på et loft. Derfra udviklede det sig.

- Nu er det blevet til i alt 14 bøger om Alvin. De er oversat til ni sprog, og det har solgt rigtig godt, fortæller han.

Mange genrer

Desuden har han skrevet i mange andre genrer.

- Jeg har skrevet julehistorier, en novellesamling for voksne og et kærlighedsdrama for unge, fortæller han.

Lige nu er han aktuel med en vild historie om en hestepige.

Og der er helt sikkert flere historier til børn og unge på vej fra det yderste Østfalster.