Folketingsvalg 2026

Anne Valentina Berthelsen (SF) er klar til en ny periode på Christiansborg. Foto: Philip Davali

Anne Valentina genvalgt: Vil tage fat i Lolland først

Anne Valentina Berthelsen er genvalgt til Folketinget og peger nu på den kommunale udligning som den første store sag for Lolland-Falster, hun vil tage fat i. Samtidig ser hun gode muligheder i et tættere lokalt samarbejde på tværs af partier.

Offentliggjort Sidst opdateret

Anne Valentina Berthelsen styrker lokal repræsentation i Folketinget

  • Anne Valentina Berthelsen (SF) er genvalgt til Folketinget med flere personlige stemmer, hvilket styrker hendes mandat og repræsentation for Lolland Kommune.
  • Hun fremhæver vigtigheden af stærkere lokale stemmer i Folketinget, især med fokus på udligningsproblematikken, og ser potentiale for samarbejde blandt de fire lokale folketingsmedlemmer fra Lolland-Falster.

Anne Valentina Berthelsen (SF) er genvalgt til Folketinget - og endda med tydelig opbakning fra vælgerne.

- Det er altid en lille smule vildt, at der er nogle mennesker, der gerne vil stemme på en. Det er rørende, og der følger et stort ansvar med, siger hun.

Genvalget er ikke bare en gentagelse. Hun er gået frem i personlige stemmer.

- Jeg har fået flere stemmer denne gang, end jeg har gjort de forgangne to gange. Det synes jeg er fantastisk dejligt, siger Anne Valentina Berthelsen.

Nervøs - endnu en gang

Selv som siddende folketingsmedlem var nerverne ikke til at undgå.

- Hvis ikke man er nervøs, så er der noget galt med én, siger hun og fortsætter: 

- Jeg har overhovedet ikke følt, at jeg var sikker på at blive valgt. Og det tror jeg egentlig er meget sundt.

Første prioritet

Allerede nu peger hun på, hvad der bliver første prioritet for landsdelen:

- Udligningen er det første, vi bliver nødt til at diskutere, siger hun og henviser til den svære økonomiske situation i Lolland Kommune.

- Den udfordring, som udligningen udgør for Lolland Kommune, er ikke blevet mindre - tværtimod.

Fire lokale

Med fire lokale folketingsmedlemmer fra Lolland-Falster er der nu flere lokale stemmer på Christiansborg. Og det kan mærkes, mener hun.

- Jo flere lokale valgte, jo bedre, siger Anne Valentina Berthelsen. 

- Det er vigtigt, at landdistrikterne er stærkt repræsenteret.

Hun peger på, at forskellen mellem land og by fylder mere og mere - og kræver stærkere lokale stemmer på Christiansborg.

Elise Sydendal (Å) får et særligt tillykke med på vejen fra Anne Valentina Berthelsen (SF), der fremhæver betydningen af unge, nye kræfter på Christiansborg. Privatfoto

Selvom de lokale repræsenterer vidt forskellige partier, ser hun gode muligheder for samarbejde.

- Hvis vi bare kan blive enige om, hvad udfordringerne er, så tror jeg, vi kan nå rigtig langt, siger hun.

Hun fremhæver især udligningen som et fælles omdrejningspunkt.

Under valgkampen har de lokale kandidater haft en uformel kaffeklub. Og den kan meget vel leve videre.

- Jeg regner da i hvert fald med, at samarbejdet mellem os kommer til at fortsætte - og måske også bliver stærkere, da vi er blevet flere, siger hun, 

Særligt tillykke til Sydendal

Anne Valentina Berthelsen sender en klar hilsen til de øvrige nyvalgte - med en særlig bemærkning:

- Stort tillykke til dem alle sammen, siger hun og fremhæver især Elise Sydendal (Å): 

- Det gør en kæmpe forskel, at der kommer nogen ind, som både er lokale, men som også er unge og et frisk pust.