Annisette i opsang i Stubbekøbing: Skam over dem!

Kun for Forrykte kulminerede lørdag aften med hovednavnet The Savage Rose, og forsanger Annisette Koppel havde et klart budskab.

The Savage Rose med Annisette Koppel i front slog et slag for palæstinensernes sag, da bandet lørdag aften spillede i Stubbekøbing. Foto: Bjarne Arildsen
Offentliggjort Sidst opdateret

Lørdag aften sluttede årets udgave af Kun for Forrykte-festivalen i Stubbekøbing. Her spillede hovednavnet The Savage Rose med Annisette Koppel i front, og hun rundede koncerten af med en brandtale. Den 76-årige sangerinde, der for nylig er blevet nomineret til Nordisk Råds Musikpris, fortalte således om, hvordan Savage Rose i 1980 havde spillet til et støttearrangement for palæstinensiske flygtninge. Bagefter blev hun, Thomas Koppel og John Ravn inviteret på besøg i de palæstinensiske i flygtningelejre i Sydlibanon.

- Vi tog afsted og mødte et fantastisk dejligt, gæstfrit folk, sagde hun og beskrev, hvordan mødet dog foregik i ruiner af udbombede huse.

- Det var en tragedie, der havde udspillet sig, siden den gang jeg blev født, i 1948. Den tragedie foregår stadigvæk, og vi kender den alt for godt. Og stor skam til alle dem, der vender ryggen til og ikke foretager sig noget for at standse det, sagde hun og fortsatte:

- Der var en gang, man sagde "aldrig mere må det ske". Og nu sker det og har gjort det i halvandet år. Og vores - landets - ypperste, bedste ledere og folkevalgte foretager sig absolut intet. Skam over dem! smældede hun.

Landets ypperste, bedste ledere og folkevalgte foretager sig absolut intet. Skam over dem!

Annisette Koppel, The Savage Rose

Annisette fortalte videre, hvordan bandet i flygtningelejrene havde set 800 forældreløse børn og blev inviteret ned til den allersydligste udkigspost i en lille landsby, hvor de sang og spillede sammen.

- Bagefter kom der en fyr hen til mig og sagde "Prøv at komme at se udover bjergets kant, langt derude i det fjerne, der er min mor: Palæstina. Og når jeg er her, skriver jeg digte og sange og håber, at fuglene vil tage dem med til hende, hjem mellem olivenlunde, citronlunde, appelsiner, blomstermarker, som jeg savner".

Da Annisette kom hjem til Danmark besluttede hun at skrive en sang til den unge dreng fra hans mor, Palæstina. Sangen hedder "Palæstinas Sang", og den blev koncertens næstsidste sang, inden Savage Rose rundede af ved sammen med publikum at synge "Kringsatt av fiender".

- Fred! Frihed! Kærlighed! sagde hun som det sidste.

Læs også arrangør Frederik Schnoors tanker om Kun for Forrykte.

The Savage Rose på Kun for Forrykte. Foto: David Arnholm