Biogasanlæg skal være klar til roepulpen til september

Nature Energy er godt i gang med at bygge et kæmpe biogasanlæg ved Abed på Vestlolland. Naboerne blev inviteret med til rejsegildet.

Gæster iført gule refleksveste og røde hjelme foran store reaktortanke på biogasanlæg.
Masser af nysgerrige beboere i området benyttede onsdag aften muligheden for at se nærmere på byggeriet af Nature Energys biogasanlæg ved Abed. Foto: David Arnholm
Offentliggjort

Da Nature Energys byggefolk rykkede ind på den 15 hektar store grund ved Abed, hvor de skal bygge et stort biogasanlæg, begyndte de med at skrabe det øverste lag muldjord af og lægge det i volde omkring grunden. Hele anlægget ligger derfor nedsænket i landskabet. Et af kravene til biogasanlægget er nemlig, at hvis tankene skulle springe læk, skal alt, hvad der løber ud, blive på grunden.

Det var en af de interessante oplysninger, deltagerne i et rejsegilde på biogasanlægget fik onsdag aften. Her var beboere i området inviteret til at kigge ind, og de blev både budt på pølser, isvafler og taler.

Kø foran pølsevogn.
Nature Energy bød på pølser, og det var populært. Foto: David Arnholm

- Det går som planlagt, sagde Jesper Bundgaard, der er chef for Nature Energys byggerier, inden deltagerne også fik en rundvisning på byggepladsen.

20 millioner kubikmeter

Her er der foreløbig etableret en række enorme pladser – planlagre – hvor op imod 100.000 tons roepulp og 300.000 tons andet biomasse hvert år kan læsses af og opbevares, inden det skal kværnes og pumpes ind i en række 9500 kubikmeter store reaktortanke.

To gule dumpere foran et planlager.
De store planlagre skal være klar til september. Her skal roepulpen opbevares, indtil den skal findeles og pumpes ind i tankene. Foto: David Arnholm

Dem er der rejst fem af, og det er inde i dem, at roepulp og andet flydende biomasse skal varmes op til 54 grader og skvulpe rundt og afgasses, så anlægget kan producere 20 millioner kubikmeter gas om året.

Der er også lavet nogle store vandbassiner, for al regnvand, der lander på grunden opsamles. Der skal nemlig bruges en hel del vand i tankene, og det rækker ikke, at anlægget må tappe fem kubikmeter i timen fra vandværkerne i Stokkemarke og Søllested. Derudover er det også mere bæredygtigt at bruge regnvandet.

Færdigt næste sommer

Men byggeriet er langt fra færdigt. 50-100 arbejdere er stadig i gang og vil være det et års tid endnu, og de skal blandt andet rejse yderligere to store tanke, som der er støbt fundament til.

- Derovre kommer vi til at lave et separationsanlæg, og lige bag den bygning kommer der til at være …

Byggeleder Jens Kristensen havde nok at fortælle om, da han viste rundt på den let mudrede byggeplads, hvor der var spredt grus på strategiske steder, så man kunne komme nogenlunde tørskoede rundt på pladsen.

Her vil alle de mange rør, der skal forbinde de forskellige dele af anlægget, blive gravet ned, og det arbejde skal gerne være klaret inden vinter. Der skal også bygges en kedelbygning med en gaskedel – der selvfølgelig skal køre på biogas – som skal opvarme biomassen. Og så skal de lige … og … og …

Mand i gul refleksvest og med hjelm på hovedet foran et par gravemaskiner.
Byggeleder Jens Kristensen fra Nature Energy glæder sig over, at lokalbefolkningen har taget godt imod byggeriet. Foto: David Arnholm

Efter planen skal anlægget være færdigbygget næste sommer, hvor processen med at producere biogas sættes i gang med hjælp fra ”aktiv” biomasse fra et af Nature Energys andre anlæg.

Roepulp til september

Planlagrene – der lige skal asfalteres og have betonen coatet med bitumen, så det kan modstå de kemiske processer, der kan opstå i materialet - skal dog allerede være klar til september. Her begynder årets roesæson nemlig, og så vil leverancerne af pulp begynde at komme.

Selve produktionen begynder altså først næste sommer, men så har man biomassen klar. I øvrigt har Nature Energy på den hårde måde lært fra et biogasanlæg ved Høng, at det ikke duer bare at hælde halm i. Kombinationen af halm og roepulp danner nemlig en masse skum, som giver store problemer.

Så hvis der skal halm i, skal det først males til mel, og derfor skal der også bygges en kværn, der kan klare den opgave.

De har altså nok at se til, arbejderne på byggepladsen.